Washington D.C., 27/11/2025 - 23:30
USA vil gennemgå green cards for personer fra bestemte lande
USCIS vil sætte gang i en gennemgang af opholdstilladelser fra lande, der giver grund til bekymring.
Mark Schiefelbein/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Trump-administrationen meddeler torsdag, at alle permanente opholdstilladelser - også kendt som et green card - fra en række lande vil blive tjekket efter.
Det skriver Joseph Edlow, der er direktør for USA's statsborgerskabs- og immigrationskontor (USCIS), ifølge AFP på X.
- Jeg har bedt om en fuldskala genundersøgelse af alle green cards fra alle udlændinge, der kommer fra et land, der giver anledning til bekymring, lyder det ifølge nyhedsbureauet.
Udmeldingen kommer, efter at to medlemmer af USA's nationalgarde blev skudt tæt på Farragut Square.
De to er i kritisk tilstand efter skudepisoden.
Præsident Donald Trump har ifølge AFP tidligere vurderet, at 19 lande giver grund til bekymring.
Et af landene er Afghanistan, hvor den mistænkte fra skyderiet i Washington ifølge præsidenten kommer fra.
- USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed er overbevist om, at den mistænkte er en udlænding, som kom ind i vores land fra Afghanistan, et helvede på jord, sagde Trump sent torsdag dansk tid.
- Han blev fløjet ind af Biden-administrationen i september 2021 på de berygtede flyvninger, som alle talte om.
USCIS meddelte samtidig, at behandlingen af alle ansøgninger fra afghanske statsborgere er blevet stoppet.
Skudepisoden har også fået Trump-administrationen til at beordre en omfattende gennemgang af alle flygtninge, der er kommet ind i landet under den tidligere præsident Joe Biden.
Ifølge notatet vil omkring 233.000 flygtninge blive genstand for gennemgangen. De er alle ankommet til USA mellem 20. januar 2021 og 20. februar 2025.
/ritzau/




