Hjørring, 04/07/2025 - 13:16
19-årig idømmes 12 års fængsel for drab og voldtægt i Hjallerup
Et nævningeting har fredag idømt en 19-årig mand 12 års fængsel for at have voldtaget og dræbt 13-årig pige.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 19-årig mand idømmes i Retten i Hjørring 12 års fængsel for drab og voldtægt af en 13-årig pige i Hjallerup.
Det er et uenigt nævningeting, der har afsagt dommen fredag klokken 13.
Et mindretal har stemt for forvaring, men flertallet bestemmer, at manden idømmes 12 års fængsel.
- Der er udvist en ganske særlig hensynsløshed, men vi har lagt vægt på den tiltaltes alder, lyder det fra retsformanden.
Retslægerådet havde indstillet, at den 19-årige idømmes forvaring.
Det er ifølge rådet "påkrævet" for at forebygge, at han begår ny personfarlig kriminalitet.
Den 19-årige erkendte i retten, at han slog sin 13-årige ekskæreste ihjel.
Det skete ifølge den tiltalte i frustration over, at hun havde brudt et kæresteforhold med ham.
På vej hjem fra ungdomsklub "slog det klik", har han forklaret.
Han væltede pigen omkuld, greb hende om halsen og slog og trampede på hende.
Hun blev kort tid efter fundet livløs og dødeligt kvæstet bag varmeværket i Hjallerup.
Pigen var kun iført bh, en top og strømper. Hendes bukser og trusser lå i en nærliggende container.
Drabet fandt sted blot få dage før den tiltaltes 18-års fødselsdag.
Mens den tiltalte erkendte sig skyldig i drab, nægtede han at have voldtaget pigen.
Men retten lagde vægt på, at der var fundet tegn på sædvæske flere steder på pigen. Der var også fundet DNA-spor, der med stor sandsynlighed stammer fra den tiltalte, på pigen.
Ud over drab og voldtægt fandt nævningetinget også manden skyldig i usømmelig behandling af lig ved at have overhældt den afdøde med cola.
Han blev desuden fundet skyldig i at have haft andet seksuelt forhold end samleje med 14-årig pige i 2022, i vold og røveri.
En anklage om voldtægt af en 15-årig pige blev han dog frifundet for.
Forsvarsadvokat Mette Grith Stage havde i retten argumenteret for en straf på ti års fængsel.
Hun oplyser, at man vil bede om betænkningstid, i forhold til om dommen ønskes prøvet i landsretten.
/ritzau/