Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/05/2024 - 09:44

Kongeparret besøger Assens og Vejle på sensommertogt

Kongeparret indleder et sensommertogt med besøg på Bornholm 19. august. Togtet afsluttes i Vejle 22. august.

Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Kong Frederik og dronning Mary vil i år gennemføre et sensommertogt med besøg på Bornholm, Ærø og i Assens. Togtet afsluttes i Vejle.

Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Sensommertogtet med kongeskibet "Dannebrog" vil blive gennemført fra 19. august til 22. august.

I Assens ser borgmester Søren Steen Andersen (V) frem til det kongelige besøg, der sker netop i året, hvor byen har 500 års jubilæum.

- Vi ser i den grad frem til at få besøg af Kongeparret. Det bliver en fantastisk dag, hvor vi får mulighed for at vise nogle af de mange steder, projekter og udviklingstiltag, vi er stolte af, siger Søren Steen Andersen i en pressemeddelelse.

Han lover en "festlig dag, hvor vores borgere og andre besøgende får mulighed for at være med på forskellig vis undervejs".

Allerede 2. maj indleder kongeparret årets sejlsæson, når det går om bord på kongeskibet "Dannebrog".

I næste uge mødes kongeparret med den svenske statsminister, Ulf Kristersson, hvor der er planlagt statsbesøg mandag 6. og tirsdag 7. maj.

I løbet af sommeren skal kongeparret til både Grønland og Færøerne.

Besøgene i Grønland og på Færøerne er planlagt i løbet af juni og juli.

Det bliver kong Frederik og dronning Marys første sejlsæson som kongepar.

Det nuværende kongeskib blev søsat den 26. maj 1932.

Skibets ni årtier på havet har ifølge kongehusets oversigt over Dannebrogstogter budt på et hav af rejser indenlands, men også til Grønland og Færøerne.

Kongeskibet fungerer som privat og offentlig residens for den kongelige familie, når de er på sommertogt eller på officielle besøg.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek