Odense, 29/06/2026 - 11:50
To anholdte har familiær relation til ældre dødsoffer på Fyn
Politiet mangler fortsat svar på undersøgelser, før det beslutter, om to mænd skal kræves varetægtsfængslet.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
To anholdte mænd har en familiær relation til en mand i 70'erne, som de i weekenden blev sigtet for at udsætte for dødelig vold på det nordvestlige Fyn.
Det fortæller Fyns Politi mandag formiddag til Ritzau.
- Der er en familierelation mellem forurettede og de sigtede, siger politiets kommunikationsrådgiver.
Den ældre mand afgik lørdag aften ved døden i den mindre by Harndrup, der ligger i Middelfart Kommune.
Efterfølgende blev de to mænd, der er henholdsvis 46 og 25 år, anholdt.
Søndag blev de fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Odense, hvor sigtelsen mod dem blev læst højt.
Ifølge Fyens Stiftstidende går sigtelsen på, at de to mænd skal have tildelt den ældre mand adskillige slag mod hoved og krop.
Slagene fortsatte, mens offeret lå værgeløs og fastholdt på jorden, står der videre i sigtelsen.
I retsmødet forlængede dommeren anholdelsen af de to sigtede i tre døgn. Det betyder, at der ikke umiddelbart var grundlag for at varetægtsfængsle dem.
Forlængelsen giver dog politiet lidt mere tid til at efterforske sagen nærmere, inden man eventuelt sender de sigtede på fri fod.
Mandag har politiet endnu ikke besluttet, om man vil begære de to varetægtsfængslet på onsdag, når de tre dage er gået.
Blandt andet mangler politiet endnu at få svar på obduktionen.
Søndagens retsmøde i sagen foregik for lukkede døre.
Derfor kan offentligheden ikke få indsigt i, hvilke beviser politiet har mod de to mænd, og hvad de eventuelt selv har forklaret i sagen.
Mandag har politiet umiddelbart ikke flere oplysninger om sagen, som det vil dele med offentligheden.
/ritzau/




