Washington D.C., 06/07/2025 - 02:19
Migranter deporteret fra USA er ankommet til Sydsudan
Otte migranter, som blandt andet er fra Cuba og Vietnam, landede efter juridisk strid fredag i Sydsudan.
Thomas Mukoya/Reuters
Af: /ritzau/
Otte mænd, som i maj blev deporteret fra USA, er efter et omstridt juridisk forløb ankommet til Sydsudan.
Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.
Mændene ankom til det afrikanske land fredag.
- Det her er en sejr for retsstatsprincippet og for det amerikanske folks sikkerhed, siger Tricia McLaughlin, som er talskvinde for USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed, i en udtalelse lørdag.
De otte mænd er migranter fra Cuba, Laos, Mexico, Myanmar, Vietnam og Sudan. Da de i maj blev udvist fra USA, var det planen, at de skulle flyves til Sydsudan.
De blev dog i stedet sendt til en amerikansk militærbase i Djibouti, fordi en føderal dommer vurderede, at præsident Donald Trumps administration med deportationerne til Sydsudan handlede i strid med en tidligere kendelse.
Her lød det, at mændene skulle have mulighed for først at give udtryk for eventuelle sikkerhedsbekymringer i forbindelse med at blive deporteret til et tredjeland - et land, som ikke er deres hjemland.
Migranterne er blevet udvist til et tredjeland, fordi deres hjemlande ikke har godkendt, at de kunne hjemsendes.
Sagen har blandt andet været omdiskuteret, fordi USA's udenrigsministerium selv fraråder amerikanske statsborgere at rejse til Sydsudan.
Migranternes advokater har sagt, at mændene ville risikere at blive udsat for tortur, hvis de blev sendt til Sydsudan.
Ifølge ministeriet for indenlandsk sikkerhed er mændene dømt for forskellige forbrydelser - fire af dem for drab.
Sagen er ad flere omgange blevet behandlet ved en føderal domstol i Massachusetts. Det skete også fredag, hvor Trumps administration fik endeligt grønt lys til at sende mændene videre fra Djibouti til Sydsudan.
Det skete, da en dommer blokerede for en hasteanmodning fra mændenes advokater, der bad om at få udvisningerne til Sydsudan blokeret.
/ritzau/