Geneve, 25/04/2025 - 14:34
FN har opbrugt madlagre i Gaza efter langvarig grænseblokering
I syv uger har Israel blokeret for humanitær hjælp til Gaza. Nu er FN-program løbet tør for fødevarer.
Unknown/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
FN's fødevareprogram WFP har opbrugt sine lagre af madvarer i Gazastriben.
Det oplyser organisationen i en udtalelse ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Ifølge WFP skyldes det, at grænseovergangene de seneste syv uger har været lukket. Det er det længste, de nogensinde har været i området, lyder det.
Israel har blokeret for al humanitær hjælp til Gaza siden 2. marts.
Ifølge AFP fremgår det af udtalelsen fra WFP, at man har foretaget de sidste leveringer fredag.
Det er forventningen, at de køkkener, som har modtaget varer fra FN-programmet, vil løbe tør i de kommende dage, lyder det.
Israel og den militante bevægelse Hamas blev i starten af året enige om en våbenhvile.
Det var første gang siden slutningen af 2023, at der var en længere pause i kamphandlingerne i Gaza.
Ud over at krigshandlingerne blev indstillet, blev en række israelske gidsler frigivet af Hamas i perioden.
Men i marts brød våbenhvilen sammen, og den humanitære situation i Gazastriben er i dag den værste, der har været, siden krigen begyndte i 2023.
Det vurderede FN's kontor for koordinering af humanitære indsatser (OCHA) tidligere i april ifølge AFP.
/ritzau/