København, 23/02/2024 - 15:24
Henrik Sass: M svigtede og smed Fonseca for folkedomstolen
Mike Fonseca blev smidt for en folkedomstol, som vægtede moral over lov, siger Henrik Sass Larsen.
Af: /ritzau/
Moderaterne smed Mike Fonseca under bussen og for "folkedomstolen", da partiet offentligt tog kraftig afstand fra politikeren og hans forhold til en 15-årig.
Det siger Henrik Sass Larsen, tidligere centralt socialdemokratisk folketingsmedlem og minister, i DR-podcasten Svingdøren.
Han påpeger, at den seksuelle lavalder er 15 år, og at det derfor er problematisk, at moral tager overhånden i debatten.
- Det irriterer mig ad helvede til. Man har en lovgivning, som siger, hvad borgerne skal rette sig efter. Men så siger man: "nej, der findes rent faktisk noget moral udover, som man skal forholde sig til".
I podcasten langer Henrik Sass Larsen ud efter Moderaterne, som efter hans mening svigtede deres partimedlem frem for at hjælpe Mike Fonseca.
Partiets formand, Lars Løkke Rasmussen, gik på direkte fjernsyn og fordømte Mike Fonseca, og det kunne han ikke være "bekendt", lyder det fra Henrik Sass Larsen.
Han argumenterer, at forholdet er inden for lovgivningen, og de lovgivende politikere kunne derfor begynde med at lave loven om frem for at dømme ud fra moral.
Mike Fonseca anerkender, at hans forhold har skabt undren.
Det sagde han til pressen, da han vendte tilbage til Christiansborg som løsgænger efter at have være sygemeldt.
- Det kan jeg sagtens forstå. Men jeg kan fortælle, at min kæreste og jeg har det godt, det fungerer for os, og vi elsker hinanden.
/ritzau/