Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/12/2022 - 08:00

Kendissøn scorer stor DR-rolle

Årets DR-julekalender er en umulig kærlighedshistorie, som udfordrer normerne. Maximillian Henriques Hale har nydt at spille stalddrengen Rasmus Høst.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Tenna Linnet Bork-Larsen, Ritzau Fokus

Årets DR-julekalender er et kig ind i 1800-tallet, hvor stalddrengen Rasmus Høst forelsker sig i den rige herregårdsdatter Marie Louise.

Han portrætteres af 17-årige Maximillian Henriques Hale.

- Der er et eller andet interessant ved at kunne spille en anden rolle end én selv. Især inden for film, siger Maximillian Henriques Hale.

Han er søn af den amerikanske skuespiller Tom Hale, som man kender fra serien "Forbrydelsen". Hans mor er skuespilleren Camilla Søberg, som debuterede i filmen "Tro, håb og kærlighed".

Til daglig går den spirende stjerne i 2.g i Holte og arbejder som tjener. Det er første gang, at Maximillian Henriques Hale lander en større rolle, men han vil gerne udforske skuespillet, siger han.

- Jeg vil gerne lige se, hvad der sker. Men jeg vil helt sikkert gerne noget med film. Lige nu synes jeg, det er sjovt at spille skuespil, og så gør jeg det, lyder det fra Maximillian Henriques Hale.

Han har nydt at spille med i julekalenderen, hvor det har været sjovt at skabe kærlighedsrelationen med Isa Thorlacius, der spiller Marie Louise.

- Isa og jeg havde det rigtig godt med hinanden, så vi syntes ikke, at det var mærkeligt eller noget. Det var helt fint og sjovt, siger han.

Der opstår mange forhindringer for Rasmus' og Marie Louises forhold undervejs i julekalenderen. Begge familie er imod forholdet, fordi de to hører til to forskellige sociale lag.

Rasmus begynder at stille spørgsmålstegn ved den verden, han lever i.

- Han har vidst i lang tid, at den måde, han selv arbejder for herskabet, er forkert, fordi han bliver trådt på. Det forhold, Rasmus har med Marie Louise, er et skridt mod de nye tider. Han siger sin mening, og det kan jeg godt identificere mig med, siger han.

Julekalenderen udspiller sig over 24 afsnit, men for Maximillian Henriques Hale varer julen helt til den 25. december.

- Min tætte familie fejrer jul om morgenen den 25. december, fordi min far er fra USA. Det er en tradition, at vi holder jul sammen dér, siger han.

De holder dog også fast i de danske traditioner.

- Det er "rigtig" jul for mig den 24. december. Dér skal jeg holde juleaften med min større familie som kusiner, fætre og onkler, siger han.

"Julehjertets hemmelighed" kan ses på DR1 og streames på DR TV hele december.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek