Haag, 25/06/2025 - 17:43
Trump roser Zelenskyj og åbner for flere Patriot-missiler til Ukraine
Efter møde mellem Trump og Zelenskyj melder de to præsidenter, som tidligere har skændtes, om en god snak.
Handout/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Det gik ifølge den amerikanske præsident, Donald Trump, godt, da han og den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, mødtes i Haag onsdag.
Det siger Trump på et pressemøde, efter at de to præsidenter mødtes på sidelinjerne af et topmøde i militæralliancen Nato.
Trump signalerer efter mødet blandt andet, at han er åben for at sende flere Patriot-missiler til Ukraine - dog uden at love noget.
- I ved, det har været lidt bøvlet mellem os nogle gange, men han kunne ikke have været flinkere, siger Trump om Zelenskyj.
Første del af udtalelsen er tilsyneladende en henvisning til et nu berømt skænderi mellem de to i Det Hvide Hus i slutningen af februar.
Også den ukrainske præsident, der siden skænderiet har arbejdet på at forbedre forholdet til USA, siger, at mødet gik godt.
- Jeg havde et langt og indholdsrigt møde med præsident Trump, skriver Zelenskyj på det sociale medie X.
- Vi kom omkring alle de i sandhed vigtige emner. Jeg takker præsidenten. Jeg takker USA. Vi talte om, hvordan man kan opnå en våbenhvile og en reel fred.
- Vi talte om, hvordan man kan beskytte vores folk.
På mødet i Det Hvide Hus i februar, som løb helt af sporet, blev Zelenskyj af Trump og den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, beskyldt for at være utaknemmelig.
Men stemningen har tilsyneladende været bedre onsdag. Mødet tog ifølge flere medier omkring 50 minutter.
Undervejs i Trumps pressemøde onsdag indleder han en kort samtale med en journalist, hvis mand er soldat i den ukrainske hær.
I den forbindelse siger Trump - der ellers står for en langt mere tilbageholdende linje end forgængeren Joe Biden, hvad angår våbenstøtte - at han overvejer at sende flere Patriot-missiler til Ukraine for at hjælpe med at afværge russiske angreb.
- Vi kommer til at se, om vi kan stille flere af dem til rådighed, siger han.
Ukraine er stærkt afhængig af våbenstøtte under den fortsatte krig med Rusland. Den begyndte i februar 2022, da Rusland indledte sin fuldskalainvasion af Ukraine.
USA har forsøgt at skubbe Rusland og Ukraine i retning af en diplomatisk løsning, men foreløbig uden større gennembrud.
/ritzau/AFP