København, 25/06/2025 - 11:19
Rekonstruktion af varmeselskab vil koste kreditorer trekvart milliard
Nyt rekonstruktionsforslag vil medføre, at fjernvarmekunder i Odsherred skal betale af på gælden i 45 år.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det kommer til at tage 45 år, før fjernvarmeselskabet Odsherreds Varme igen er gældfrit.
Men det kræver, at den rekonstruktionsplan, som er blevet udarbejdet og indsendt til skifteretten, bliver godkendt.
Planen er offentliggjort på moderselskabet Odsherred Forsynings hjemmeside.
Den indebærer, at de finansielle kreditorer, herunder Nordea og Kommunekredit, accepterer at få deres tilgodehavende reduceret til godt og vel det halve af de knap 1,3 milliarder kroner, som varmeselskabet skylder dem.
De øvrige kreditorer vil få udbetalt 26 procent af deres tilgodehavende. Alle, der har op mod 10.000 kroner til gode, får hele det skyldige betalt tilbage.
Alt i alt betyder det, at der skæres mere end 700 millioner af gælden. Til gengæld vil man stå tilbage med et selskab, der vil kunne fortsætte driften og over tid altså kan betale den resterende gæld tilbage.
Planen skal godkendes i Retten i Holbæk 1. juli. Hvis færre end 50 procent af de fremmødte kreditorer stemmer imod, vedtages planen.
Odsherreds Varme gik i rekonstruktion i oktober, efter at en planlagt udvidelse af fjernvarmenettet måtte droppes.
Projektet blev langt dyrere, end man forventede, og selskabet stod pludselig med en stor gæld, som den ikke kunne servicere.
En af konsekvenserne har været, at fjernvarmekunderne i Odsherred har måttet acceptere en stigning i fjernvarmeprisen, der svarer til 68 procent for en standardbolig på 130 kvadratmeter.
/ritzau/