Aarhus, 10/06/2023 - 14:15
DR hædrer forfatter: Jeg er helt rundt på gulvet
DR Romanklubberne har afgjort, at Keld Conradsen skal være årets modtager af DR Romanprisen for "Byen og havet". Med prisen følger 25.000 kroner.
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Forfatteren Keld Conradsen, der ved siden af skriveriet er underviser, har fået topkarakterer af DR's romanklubber.
De hædrer ham med DR Romanprisen for værket "Byen og havet". Foruden æren og prisen medfølger 25.000 kroner.
Det oplyser DR i en pressemeddelelse.
Keld Conradsen havde forud for prisuddelingen lørdag fået overbragt nyheden om, at han var årets prismodtager.
- Prøv lige og vent, jeg er helt rundt på gulvet, lød vinderreaktionen fra Keld Conradsen ifølge DR.
- Jeg er glad og stolt og en lille smule overvældet. Jeg har lige siddet og rettet eksamensopgaver – jeg skal have eksamen i næste uge, og så ringer du. Så det er sådan lidt ... noget andet ... Det bliver en god dag. Tak for det.
Keld Conradsen debuterede med romanen "Småfisk og guldmakreller" i 2003. To år senere blev han kandidat i filosofi fra Aarhus Universitet, hvor han også har en kandidatgrad i geologi. I dag underviser Keld Conradsen i geografi på læreruddannelsen i Aarhus, når han ikke skriver romaner.
For sin seneste roman har han nu vundet DR Romanprisen.
"Byen og havet" handler om venskab, om at erindre, om at tage ansvar og om en akademisk skandale, lyder det.
I romanen bevæger historiens jegfortæller sig i tankerne tilbage til 1980'ernes Aarhus for at finde ud af, hvorfor hans ven pludselig forsvandt dengang. Fortiden trænger sig på, da jegfortælleren får en gammel papkasse med breve og dokumenter, lyder det om handlingen.
I 2005 indledte DR et samarbejde med Biblioteksstyrelsen om dannelsen af DR Romanklubberne på biblioteker landet over. Klubberne diskuterer hver måned fra december til maj seks udvalgte romaner.
Disse bøger er kandidater til DR Romanprisen. Årets kandidater blev udgjort af Dorrit Willumsens "Tjeneren og hans søster", "Pigedyr" af Cecilie Lind, Kristian Himmelstrups "Pio", Michael Holbeks "Strøm" og Lea Marie Løppenthins "Livet går over sine bredder".
Keld Conradsens "Byen og havet" snuppede sejren, efter at hver af DR Romanklubberne havde lavet en top tre-liste over deres favoritter, som DR har gjort resultatet op af.
Det er 25. gang, at DR Romanprisen er blevet uddelt. I år løb prisfesten af stablen i Dokk1 i Aarhus og blev sendt live på P1 og DR Lyd med journalist og tilrettelægger Mette Willumsen som vært.
Prisen hed Radioens Romanpris, da den blev lanceret i 1999. Senere fik den navnet P2 Romanprisen. Siden 2014 er den blevet uddelt live på P1 under titlen DR Romanprisen.
Tidligere er prisen blandt andre gået til Morten Pape og Maren Uthaug.
/ritzau/