København, 19/02/2020 - 08:16
FAKTA: Hvad er negativ social kontrol?
Negativ social kontrol er udbredt blandt indvandrerkvinder, viser ny rapport fra Københavns Kommune.
Af: /ritzau/
Hver tredje medarbejder på Københavns Kommunes jobcentre har ifølge en ny rapport oplevet, at indvandrerkvinder af familie eller omgangskreds presses til at sige nej til job eller aktivering.
Det kaldes også negativ social kontrol. Her kan du læse, hvad man forstår ved begrebet.
* Negativ social kontrol sker, når nogen styrer, kontrollerer eller straffer en person.
* Det kan være kontrol eller restriktioner i forhold til livsstil, arbejde, fritidsaktiviteter, valg af ægtefælle og retten til at bestemme over egen krop.
* Der kan være mange årsager til, at en familie eller omgangskreds vælger at udøve negativ social kontrol.
* Det kan være for at værne om eller genoprette familiens ære og sikre, at familiemedlemmer ikke overtræder normer og optræder med en adfærd, som krænker familiens ry.
* I 2017 blev der foretaget en undersøgelse af social kontrol blandt cirka 4500 unge i alderen 15 til 29 år.
* Den viste blandt andet, at især unge kvinder med ikkevestlig baggrund oplever at have markant mindre selvbestemmelse og frihed sammenlignet med øvrige unge.
* Udlændinge- og Integrationsministeriet udgiver en årlig medborgerskabsundersøgelse. Den udkom sidst i 2016. Af den fremgår det, at 19 procent af unge indvandrere og efterkommere føler sig begrænset af deres familie med hensyn til valg af kæreste eller ægtefælle.
Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet.
/ritzau/