København, 12/05/2026 - 11:50
Christian Nørgaard stopper på fodboldlandsholdet
Efter 41 landskampe har Christian Nørgaard besluttet, at han ikke længere er til rådighed for landsholdet.
David W Cerny/Reuters
Af: /ritzau/
Han indikerede efter nedturen i Prag, at han kunne finde på at stoppe på fodboldlandsholdet, og nu har Christian Nørgaard gjort alvor af sine tanker.
I et opslag på Instagram skriver Arsenal-spilleren, at han ikke længere er til rådighed for landstræner Brian Riemer.
- Det har på den ene side været en svær beslutning, for der er stort set ikke noget, jeg elsker mere end at tjekke ind med holdkammerater og stab på Marienlyst. Og der er stort set heller ikke noget, jeg elsker mere end at spille kampe i rødt og hvidt i en udsolgt, forventningssummende Parken.
- På den anden side har det været en nem beslutning, for jeg vil gerne have mere tid med min familie, og med den missede VM-kvalifikation føles det også naturligt nu at give plads til de dygtige og ærgerrige talenter, Danmark heldigvis stadig er rig på, skriver Christian Nørgaard.
Den 32-årige midtbanespiller fik debut på landsholdet under Åge Hareide i 2020 og har siden spillet 41 landskampe i rødt og hvidt.
/ritzau/




