København, 12/05/2026 - 20:26
Løkke: Jeg skal heller ikke sidde i regering med Morten Messerschmidt
Moderaternes formand har fokus på det politiske inden tirsdagens forhandlinger med den kongelige undersøger.
Af: /ritzau/
Lars Løkke Rasmussen tager let på Dansk Folkepartis ultimative krav om, at Moderaterne ikke skal sidde i regering, hvis DF skal bakke op om en sådan regering.
Sådan lyder det fra Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, tirsdag aften, hvor han er på vej ind til forhandlinger med kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V) i København.
- Nu har jeg heller ikke tænkt mig at sidde i regering med Morten Messerschmidt, ligesom jeg heller ikke havde tænkt mig at sidde i en regering med Pelle Dragsted (politisk ordfører (EL), red.), siger Lars Løkke Rasmussen foran Hotel Scandic Spectrum.
DF-formand Morten Messerschmidt gentager i øjeblikket nærmest dagligt, at Dansk Folkeparti vil trække tæppet væk under enhver regering, der har deltagelse af Moderaterne. Det umuliggør i princippet enhver blå regering.
Det passer egentlig Lars Løkke Rasmussen okay, for han ser helst en regering, der hælder ind over midten.
- Sandheden er, at den politik, der skal føres i Danmark, skal føres på begge sider af midten.
- Der er så den udfordring, at det dér hen over midten har svært ved at materialisere sig som en regeringsdannelse. For mange har travlt med at sige, at "jeg vil kun sidde der, hvis du ikke sidder der", og "jeg vil kun sidde der, hvis du sidder for bordenden", siger han.
/ritzau/




