København, 24/06/2026 - 19:54
Holbæk-borgmester er valgt som næstformand i Socialdemokratiet
Christina Krzyrosiak Hansen meddeler på Instagram, at hun er blevet valgt som næstformand i regeringspartiet.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Christina Krzyrosiak Hansen er onsdag blevet valgt som næstformand i Socialdemokratiet, meddeler hun på Instagram.
- Det er en opgave, jeg vil gå til med stor ydmyghed, skriver hun.
Christina Krzyrosiak Hansen er borgmester i Holbæk Kommune.
Socialdemokratiet har to næstformænd. Den anden er folketingsmedlem Mogens Jensen.
Den ene plads som næstformand har været ledig, efter at tidligere Køge-borgmester Marie Stærke er stoppet både som næstformand og i politik.
Hun sagde i februar farvel som næstformand for at blive lobbyist hos konsulentvirksomheden Rud Pedersen.
33-årige Christina Krzyrosiak Hansen har været borgmester i Holbæk siden kommunalvalget i 2017, og hun høster høje stemmetal ved hvert kommunalvalg.
Ved kommunalvalget i 2021 fik hun 18.590 personlige stemmer, hvilket svarede til 46,5 procent af alle gyldige stemmer, der blev afgivet i kommunen.
Ved sidste års kommunalvalg faldt hendes personlige stemmetal en smule til 15.785, men det var alligevel nok til at gøre hende til den største stemmesluger i landet, når man måler i procent på andelen af personlige stemmer i kommunerne.
/ritzau/




