København, 09/07/2025 - 10:31
FC København henter 21-årige Suzuki til forsvaret
FCK har travlt på transfermarkedet kort før Superligaens begyndelse. Junnosuke Suzuki er seneste tilføjelse.
Issei Kato/Reuters
Af: /ritzau/
FC København har været på indkøb i Japan og hentet den 21-årige forsvarsspiller Junnosuke Suzuki.
Det skriver FCK på klubbens hjemmeside.
Japaneren er hentet i Shonan Bellmare i hjemlandet, og Suzuki har fået en kontrakt frem til sommeren 2030.
Han er den anden nye spiller, som FCK har præsenteret onsdag, efter at den kroatiske landsholdsmålmand Dominik Kotarski også er kommet til. Han er hentet i græske Paok.
Suzuki fik tidligere i år debut for det japanske landshold.
- Han har et stort udviklingspotentiale og passer perfekt ind i vores strategi om at hente unge, udviklingsparate spillere, som samtidig har niveauet til at kunne gøre sig gældende på førsteholdet og være med til at vinde pokaler i FC København, siger FCK's sportsdirektør, Sune Smith-Nielsen, til klubbens hjemmeside.
Suzuki siger, at det har været hans drøm at spille i Europa.
- Det er en stor mulighed for mig at komme til FC København og udvikle mig i et meget kompetitivt miljø, siger forsvarsspilleren.
FCK-træner Jacob Neestrup kalder Suzuki for en "fleksibel forsvarsspiller", der kan løbe mange meter.
- Han er aggressiv i sine dueller, læser spillet godt og er komfortabel på bolden - egenskaber, der gør ham anvendelig både som back og i en treback-kæde i forsvaret, siger træneren.
FCK oplyser, at Suzuki ikke træner med holdet i den kommende tid på grund af en mindre skade. Hvad det konkret betyder, oplyses ikke.
Den nye sæson i Superligaen begynder på fredag i næste uge, hvor netop FCK gæster Viborg.
/ritzau/