Washington, 19/08/2026 - 05:04
Trump sætter planlagt told på canadiske varer på pause
USA og Canada har indgået en aftale, der har fået Trump til at lægge 50 procent told på hylden i tre dage.
Kylie Cooper/Reuters
Af: /ritzau/
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har sat en planlagt told på 50 procent på flere canadiske produkter på pause i tre dage.
Det skriver Trump på sit sociale medie, Truth Social.
Tolden skulle være trådt i kraft tidligt onsdag morgen dansk tid.
Trump skriver, at den planlagte told er blevet sat på pause i tre dage på grund af "det faktum, at Canada og USA, med forbehold for færdiggørelsen af dokumenterne, har indgået en aftale".
Det er uklart, hvad aftalen indebærer.
Canada har helt op til deadline forsøgt at forhandle en aftale på plads med USA for at undgå 50 procent told.
Tirsdag eftermiddag lokal tid talte Canadas premierminister, Mark Carney, med Trump. Det var anden gang i denne uge, at de to ledere talte sammen.
I opslaget på Truth Social nævner Trump specifikt den omstridte rørledning ved navn Keystone XL mellem Canada og USA, som ifølge Trump "måske kan genopstå fra de døde".
Trump ønsker at få genoplivet rørledningen, som blev droppet i 2021, efter at den tidligere amerikanske præsident Joe Biden havde trukket en vigtig tilladelse for projektet tilbage på grund af miljøhensyn.
Planen om at opføre olierørledningen havde forinden mødt voldsom modstand fra miljøaktivister, ligesom amerikanske grundejere og oprindelige folk har kritiseret den.
Det Hvide Hus oplyste i juli, at USA indfører en told på 50 procent på visse canadiske varer.
Det Hvide Hus begrundede beslutningen med "diskriminerende behandling", når det gælder handel med amerikanske biler, mejeriprodukter og alkohol.
Toldsatserne omfatter alt fra vin til ishockeystave og cement, lød det dengang.
Nogle produkter bliver dog undtaget - for eksempel energi, fisk og kritiske mineraler eller varer, der allerede er underlagt andre sektorspecifikke toldsatser.
Toldsatserne er rettet mod omkring 5,5 procent af Canadas eksport til USA, svarende til cirka 20 milliarder dollar. Det vurderer Oxford Economics ifølge nyhedsbureauet AFP.
Efter at USA's højesteret tidligere i år underkendte mange af Trumps globale toldsatser, havde præsidenten taget en uprøvet juridisk bestemmelse i brug til de nye toldsatser rettet mod Canada.
RITZAU




