Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Hellerup, 20/01/2026 - 16:33

Politi efterforsker deling af nøgenbilleder af gymnasieelever

Politi bekræfter til B.T., at det har modtaget anmeldelser om krænkende opslag om elever på Øregård Gymnasium.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Nordsjællands Politi efterforsker en sag, hvor der er blevet delt nøgenbilleder af elever fra Øregård Gymnasium i Hellerup på en anonym Instagram-profil.

Det skriver B.T.

Ifølge avisen er der også skrevet grove skældsord og lavet krænkende opslag på profilen.

Nordsjællands Politi bekræfter over for B.T., at det har modtaget flere anmeldelser.

- Det er en sag, vi efterforsker, og vi kommer også til at tage en dialog med Øregård Gymnasium, oplyser politiet til avisen.

Skolens rektor, Pia Nyring, siger til B.T., at sagen bliver taget meget alvorligt.

Skolen har på nuværende tidspunkt ingen konkrete spor at gå videre med. Umiddelbart ser det ud til, at de VPN-adresser, der er knyttet til den anonyme Instagram-profil, ikke kan forbindes til Øregård Gymnasium.

En VPN-forbindelse kan skabe en krypteret tunnel, så ens IP-adresse, der kan identificere ens computer, mobil og tablet, kan holdes skjult.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek