Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Teheran, 17/04/2026 - 15:21

Iran: Hormuzstrædet er åbnet for alle kommercielle skibe

Ifølge Irans udenrigsminister erklæres Hormuzstrædet på grund af våbenhvile åbent for kommercielle skibe.

Af: /ritzau/

Hormuzstrædet er fredag blevet åbnet for alle kommercielle skibe.

Det skriver Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, på det sociale medie X.

Abbas Araghchi skriver på X, at Hormuzstrædet er erklæret åbent "på linje med våbenhvilen i Libanon".

Torsdag blev Israel og Libanons regering enige om en våbenhvile, der skal vare i foreløbigt ti dage. Den trådte i kraft torsdag aften.

USA og Iran blev tirsdag i sidste uge enige om en våbenhvile på to uger.

Mandag iværksatte USA en blokade af Hormuzstrædet. Blokaden var rettet mod alle skibe, der sejler til og fra iranske havne via Hormuzstrædet.

Det er uklart, om udmeldingen fra den iranske udenrigsminister betyder, at den amerikanske blokade ophæves.

Umiddelbart efter at Abbas Araghchi meddelte, at Hormuzstrædet vil blive åbnet for al kommerciel skibsfart, er prisen på råolie faldet med omkring ni procent, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Under krigen mellem Iran på den ene side og USA og Israel på den anden er de fleste skibe blevet forhindret i at sejle gennem Hormuzstrædet.

Det har fået oliepriserne til at stige, da strædet er en vigtig transportvej for olie fra Mellemøsten.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek