København, 05/11/2025 - 09:49
Populær vært udvider sladderformat med ny podcast
Podcastvært og journalist Ditte Okman udgiver en ny podcast hos Podimo, hvor hun vil gå endnu mere i dybden med sladderhistorier hver uge.
Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix
Af: Af Lukas Nørgaard Bødiker, Ritzau Fokus
Ditte Okman er kendt som Danmarks ukronede sladderdronning, når hun uge efter uge sætter sig bag mikrofonen og deler saftige historier fra ugen, der gik, i programmet "Det, vi taler om" på Podimo.
Og faktisk er der så meget god sladder i Danmark, at det ikke er nok med et program, lyder det fra Ditte Okman.
Derfor udvider hun nu sit univers med en ny podcast hos Podimo, der får navnet "Ugens Okman - Danmarks bedste sladderportræt".
Det skriver podcastplatformen i en pressemeddelelse.
- Hvis du elsker "Det, vi taler om" og ikke kan få nok af sladder, så skal du lytte med. Her har vi nemlig tid til at gå endnu mere i dybden.
- Det er et portrætformat, hvor vi taler om hovedpersonen - ikke med dem. Jeg lover, at det bliver underholdende og anderledes i Danmarks bedste, nye sladderportræt, siger Ditte Okman.
I programmet zoomer værten og et panel af "skarpe stemmer" ind på ugens mest omtalte hovedperson - den person, som hele Danmark taler om.
Og sammen med eksperter, kilder og insidere kommer den 51-årige Ditte Okman til at gå helt tæt på historien fra de første rygter til de største afsløringer.
- Det er et tabloidt portrætformat, hvor intet bliver overset, lyder det om programmet.
Ditte Okmans nuværende populære sladderformat tog sin begyndelse på det hedengangne Radio24syv, inden det lukkede og slukkede.
Efterfølgende rykkede "Det, vi taler om" over på B.T., inden hun tog det med over på Podimo.
Ud over det ugentlige program, hvor hun inviterer et panel i studiet til en snak om ugens sladderhistorier, har "Det, vi taler om" også kastet en række livsshows med publikum af sig.
Den ukronede sladderdronning har desuden været vært på DR-programmet "Sladderhistorier", som dykker ned i store sladderfortællinger gennem historien.
Det nye format "Ugens Okman" har premiere den 13. november og udkommer hver torsdag på Podimo.
/ritzau/




