Randers, 11/03/2025 - 12:50
Mistænkt for skud mod rockeres klubhus var igen i retten
I januar afviste dommer at fængsle mand for skud mod rockerklubhus, men tirsdag er han fængslet i sagen.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En anklager gjorde tirsdag et nyt forsøg på at få varetægtsfængslet en 22-årig mand, der er mistænkt for at have deltaget i et skyderi mod Hells Angels' klubhus i Randers i januar.
Den 24. januar bestemte retten, at der ikke var grundlag for fængsling, og han blev derfor løsladt.
Men tirsdag har der igen været et retsmøde med den samme mand, oplyser Østjyllands Politi.
Sigtelsen er præcis den samme: at han deltog i affyring af flere skud mod rockernes klubhus på Rådmands Boulevard en nat i januar.
Den voldsomme opførsel skete, blot to dage efter politiet havde ophævet et langvarigt opholdsforbud mod stedet.
Forbuddet mod ophold skyldes en konflikt mellem Hells Angels og den forbudte bande Loyal To Familia (LTF).
I alt er fire mænd sigtet for at udsætte nogen for fare og for besiddelse af skydevåben. Og efter tirsdagens grundlovsforhør sidder de alle fængslet i sagen.
Anden gang viste sig nemlig at være lykkens gang for anklagemyndigheden, der tilsyneladende kunne fremlægge stærkere beviser mod den 22-årige mand i retsmødet tirsdag end i januar.
En dommer har fundet, at der er en begrundet mistanke mod den unge mand, og derfor er han blevet frihedsberøvet. Fængslingen udløber - ligesom for de tre øvrige mænd - den 18. marts.
Det fremgår af politiets opslag på det sociale medie X ikke, hvordan den 22-årige forholdt sig til sigtelsen, eller om han har kæret kendelsen om varetægtsfængsling.
Forleden gennemførte hundeførere en stor eftersøgning i sagen. Blandt andet omkring Randers Fjord Golfklub ledte de efter det skydevåben, der blev brugt.
Om eftersøgningen gav resultat, ønsker Østjyllands Politi tirsdag formiddag ikke at udtale sig om. Eller om der er eventuelt nye belastende oplysninger om den 22-årige.
/ritzau/