Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 07/04/2026 - 20:10

Ekskluderet LA'er står ved sine ord og fortryder intet

Cecilie Liv Hansen blev valgt ind i Folketinget ved valget 24. marts, men var fortid i LA kort tid efter.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det nyvalgte folketingsmedlem og i dag løsgænger Cecilie Liv Hansen siger i et interview med DR Trekanten, at hun intet fortryder i forløbet, som førte til, at hun blev ekskluderet af Liberal Alliance fire dage efter folketingsvalget.

- Jeg står ved de ting, jeg har sagt og den måde, jeg har handlet på. Jeg prøver at komme videre og fokusere på mit politiske arbejde og finde mig til rette på min kommende arbejdsplads, siger hun til DR Trekanten.

Ifølge Liberal Alliance blev hun ekskluderet, fordi hendes kæreste har solgt euforiserende stoffer, og det løj hun om.

Cecilie Liv Hansen slog allerede 29. marts fast, at hendes mandater ikke skulle gå videre til Liberal Alliance. Det gjorde hun i et opslag på Instagram.

Hun sidder også i regionsrådet i Region Syddanmark og i Kolding Byråd, hvorfor hun altså har flere mandater.

Ved ikke at videregive sine mandater, fortsætter hun eksempelvis i Folketinget som løsgænger.

Kæresten fortalte selv i et kommentarspor på Facebook tilhørende tvSyd, at han har solgt cannabis, men at det ikke skal gå ud over Cecilie Liv Hansen.

Hun har selv bekræftet det.

- Der er udelukkende tale om cannabis i mindre mængder til venner og bekendte over en periode på få uger, hvortil jeg hverken har været involveret eller bekendt med det.

- Skulle jeg have frembragt dette for partiledelsen? Det kan man diskutere.

- Men taget partiformandens seneste kokainudmeldinger i betragtning vurderede jeg min samlevers sag som en bagatel og i øvrigt irrelevant, da det ikke var relateret til mig, har hun skrevet på Instagram.

I valgkampen kom det frem, at Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, da han lige var blevet formand, havde taget kokain. En gang og højst to, sagde han.

Cecilie Liv Hansen siger i øvrigt til DR Trekanten, at hun peger på en blå statsminister. Hun sætter dog ikke navn på, hvem det i givet fald skal være.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek