New York, 06/08/2025 - 21:40
New York Times: Trump har planer om møde med Putin og Zelenskyj
Trump fortalte europæiske ledere om planer om at mødes med Putin og Zelenskyj, skriver amerikansk medie.
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, har planer om at mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Møderne kan ske allerede i næste uge.
Det skriver den amerikanske avis The New York Times på baggrund af to unavngivne kilder med kendskab til sagen.
Ifølge kilderne fortalte Trump om sine planer under et telefonopkald med en række europæiske ledere onsdag.
Meldingerne er ikke bekræftet fra officielt hold.
Trump har dog tidligere på dagen skrevet i et opslag på sit sociale medie Truth Social, at han har "opdateret" nogle europæiske allierede efter et møde i den russiske hovedstad, Moskva, mellem USA's særlige udsending Steve Witkoff og Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Ligeledes har Ukraines præsident Zelenskyj i et opslag på X bekræftet, at han onsdag har talt i telefon med Trump, hvor flere europæiske ledere deltog.
/ritzau/