København, 16/01/2026 - 17:47
Støjberg om Trump efter orientering: Han er fuldstændig utilregnelig
Man kan ikke stole på Donald Trump, mener Inger Støjberg. LA-formand er ikke blevet tryg af orientering.
Af: /ritzau/
Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, mener, at USA's præsident, Donald Trump, er "fuldstændig utilregnelig".
Det fortæller partiformanden fredag efter en orientering fra regeringen til Folketingets partiledere og de nordatlantiske medlemmer.
- Vi har med en mand at gøre, som man ikke kan stole på. Som er utilregnelig og givetvis drevet af sine følelsers vold, siger hun.
Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, fortæller, at han ikke er blevet mere tryg ved situationen omkring Grønland efter orienteringen.
- Jeg tror heller ikke, at målet med orienteringen er at gøre mig tryg, siger han.
Alex Vanopslagh fortæller videre, at han mener, at USA agerer på en måde, som man ikke burde, hvis "man er en allieret til Europa".
Danmark og Europa må berede sig på, at man i de kommende år må stå mere alene uden den samme opbakning fra USA, lyder det videre.
- Grunden til, at man skal tage Trump alvorligt, er, fordi man skal tage ham bogstaveligt, siger Vanopslagh.
Inger Støjberg siger, at "vi er kommet til et tidspunkt, hvor vi må lægge alle de politiske skærmydsler til side".
- Og så må man udvise det sammenhold, det kræver, siger Støjberg.
/ritzau/




