Vilnius, 02/09/2026 - 19:09
Estland får sin anden kvindelige præsident i historien
Ombudsmanden Ülle Madise skal fremover være statsoverhoved for Estlands 1,4 millioner indbyggere.
Ints Kalnins/Reuters
Af: /ritzau/
Parlamentet i Estland har onsdag valgt landets nye præsident.
Det bliver den mangeårige ombudsmand og advokat Ülle Madise, som fremover skal være Estlands statsoverhoved.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
51-årige Madise er den anden kvinde i historien, der bliver præsident i Estland.
Siden 2015 har hun været Estlands ombudsmand på menneskeretsområdet.
Rollen som præsident i Estland er overvejende ceremoniel, da den politiske magt ligger hos premierministeren og regeringen.
Præsidenten er dog afgørende for, at nye love kan træde i kraft. Det er således præsidenten, der skal underskrive nye love, før de træder i kraft. Præsidenten har også mulighed for at nedlægge veto mod ny lovgivning.
Det er desuden præsidenten, der efter et parlamentsvalg nominerer den person, der har størst opbakning i parlamentet til at indtage premierministerposten, ligesom det er præsidentens opgave at udnævne og afskedige ministre efter indstilling fra premierministeren.
Det estiske statsoverhoved sidder på posten i fem år ad gangen.
Madise stillede op til posten uden nogen modkandidater.
Hun afløser Alar Karis.
Estland har 1,4 millioner indbyggere. Landet ligger ud til Østersøen og Den Finske Bugt og grænser op til Rusland mod øst.
Landet er en af de største kritikere af Rusland og en af Ukraines største støtter inden for EU og forsvarsalliancen Nato.
Estland bruger i år 5,4 procent af landets bruttonationalprodukt (bnp) på forsvar. Til sammenligning forventer Danmark at bruge 3,5 procent af bnp på området i år.
RITZAU




