Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aarhus, 10/02/2026 - 14:53

Anklager anker dom til kvinde trænet af Islamisk Stat

En kvinde blev i slutningen af januar dømt for at have tilsluttet sig Islamisk Stat. Dommen er blevet anket.

Af: /ritzau/

Statsadvokaten i Viborg har besluttet at anke dommen til en 28-årig kvinde, som i januar blev dømt for at have ladet sig hverve til Islamisk Stat (IS).

Det oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Den 28-årige blev idømt fem års fængsel og fik en advarsel om udvisning af Retten i Aarhus i slutningen af januar.

Anklageren havde krævet, at kvinden fik seks års fængsel og skulle udvises for bestandig.

Det er også straffen, som anklagemyndigheden gerne vil have Vestre Landsret til at vurdere.

- Kvinden blev dømt efter anklageskriftet i sagen, og vi er naturligvis tilfredse med, at Retten i Aarhus har vurderet beviserne på samme måde, som vi har, men vi vil gerne have landsretten til at kigge på spørgsmålet om udmålingen af straffen og på spørgsmålet om udvisning, siger vicestatsadvokat Sine Cully i pressemeddelelsen.

28-årige Zahra Halane er dømt for at have tilsluttet sig Islamisk Stat. Hun rejste til Syrien i 2014 sammen med sin tvillingsøster.

Under retssagen i byretten argumenterede anklageren for, at hun var en slags "PR-agent" for den militante bevægelse.

Hun modtog også våbentræning fra IS, imens hun opholdt sig i Syrien.

Zahra Halane og hendes søn blev evakueret til Danmark fra al-Roj-lejren i det nordøstlige Syrien i oktober 2024.

Det var oprindeligt kun drengen, der er dansk statsborger, der blev tilbudt evakuering.

Zahra Halane var nemlig frataget sit danske statsborgerskab, mens hun sad i lejren.

Højesteret kom dog frem til, at det ville være uforeneligt med menneskerettighederne at tilbyde drengen evakuering uden sin mor.

Det vides endnu ikke, hvornår Vestre Landsret skal behandle sagen mod kvinden.

Zahra Halane er den femte af de såkaldte syrienmødre, der er dømt af de danske domstole.

Fire af kvinderne er blevet idømt fire års fængsel for at have fremmet den militante bevægelse ved at virke som husmødre, som tog sig af mand og børn og på den måde bidrog til at opretholde kalifatet.

En sjette kvinde blev frifundet af Retten på Frederiksberg for at have fremmet Islamisk Stat under to ophold i Syrien. Den dom er også blevet anket af anklagemyndigheden.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek