København, 17/03/2023 - 16:08
Jens Werner ramt af kræft
Vild med dans-dommer Jens Werner har fået kræft. Det oplyser familien i en pressemeddelelse. Jens Werner er under behandling og forventer at blive helbredt.
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Af: Af Mads Ingemann Abbes, Ritzau Fokus
Vild med dans-dommer og danseunderviser Jens Werner har konstateret kræft.
Det oplyser familien i en pressemeddelelse.
Jens Werner er i gode hænder og under behandling. Han har det godt og forventer at blive helbredt, fremgår det af pressemeddelelsen.
Familien ønsker ikke at uddybe yderligere eller stille op til interview og beder om respekt for privatlivets fred.
Jens Werner er privat gift med danseinstruktøren Anette Werner. De har sammen børnene Nicolai og Isabella.
Han har været dommer i "Vild med dans" siden programmets første sæson i 2005.
Den 58-årige dansedommer og danseunderviser har selv haft en glorværdig dansekarriere og kan skrive både dansk-, nordisk-, europa- og verdensmester i dans på cv'et.
Titlen som verdensmester fik han i 1994, hvor han blev verdensmester i standarddans sammen med partneren Charlotte Jørgensen.
Ud over at bedømme danserne i den populære dansekonkurrence på TV 2 ejer Jens Werner også en danseskole og er desuden både forfatter, foredragsholder og konferencier.
/ritzau/