Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/11/2025 - 17:43

Radio 100 får tilladelse til at sende yderligere otte års radio

En ny sendetilladelse er på plads, og dermed kan Radio 100 sende indhold på FM6-radiokanalen i otte år mere.

Daniel Vogl/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Radiostationen Radio 100 skal sende radio i yderligere otte år efter at have fået fornyet sin sendetilladelse.

Det skriver Bauer Media i en pressemeddelelse.

Bauer Media Audio ejer radiostationerne Radio 100, Nova, Pop FM, The Voice, Radio Soft og myROCK.

Og nu er de næste otte år sikret for Radio 100 med endnu en sendetilladelse til FM6, hvor stationen sender på i dag.

- Det er en klar anerkendelse af det arbejde, vores dygtige teams leverer hver eneste dag, og af den stærke relation, Radio 100 har opbygget til lytterne gennem mere end to årtier, siger administrerende direktør Jim Receveur i meddelelsen og tilføjer:

- Fornyelsen giver os mulighed for at fortsætte vores ambition om at skabe relevant, modig og underholdende radio - og vi går ind i de næste år med stor energi og kæmpe entusiasme.

Radio 100 blev lanceret i 2003, og i 2024 fik stationen prisen "Årets Morgenflade" ved den danske prisuddeling Prix Audio.

Fornyelsen af sendetilladelsen gælder fra 9. juli næste år.

FM er en teknologi til at udsende lyd over radiobølger. Hver radiokanal kan sende på sin egen frekvens på FM-båndet.

Hvis man vil sende radio i Danmark, skal man både have en programtilladelse og en frekvenstilladelse. Tilladelsen får man hos Radio- og tv-nævnet.

Slots- og Kulturstyrelsen står for at sikre, at der ikke gives tilladelse til at bruge frekvenser, der kan forstyrre frekvensanvendelse i Danmark eller i Danmarks nabolande.

Bauer Media Group er et internationalt mediehus med hovedsæde i Hamburg.

Mediehuset er aktivt på forskellige platforme som radio, print, digitalt indhold og tv.

På radio har Bauer Media omkring to millioner lyttere ugentligt i Danmark, oplyser Bauer selv.

Ifølge mediehuset selv er Bauer Media desuden den største kommercielle podcastudbyder med mere end 32 millioner årlige podcastlytninger.

/ritzau/

København, 24/11/2025 - 02:22

Tysk skuespiller fra flere Lars von Trier-film er død

Jordan Strauss/Ritzau Scanpix

Udo Kier har blandt andet været på rollelisten i den danske tv-serie "Riget". Han blev 81 år.

Den tyske skuespiller Udo Kier, som blandt andet har spillet med i en række film instrueret af danske Lars von Trier, er død.

Det oplyser hans partner, Delbert McBride, ifølge det amerikanske medie Variety. Han døde søndag morgen, skriver mediet.

Udo Kier blev 81 år.

Den tyskfødte skuespiller var med i Lars von Triers gyserserie "Riget" fra 1994, hvor han spillede den forvoksede og vanskabte baby Lillebror.

I den tredje og sidste sæson af kultserien, "Riget Exodus", som fik premiere i 2022, var Udo Kier også på rollelisten. Men i den nye sæson var han blevet til Storebror.

Foruden "Riget" har Udo Kier spillet med i en halv snes af Lars von Triers film - heriblandt "Epidemic", "Dogville", "Melancholia", "Breaking the Waves" og "Nymphomaniac".

Udo Kier har også arbejdet sammen med instruktører som Andy Warhol, Rainer Werner Fassbinder, Gus van Sant, Charles Matton, Paul Morrissey og Dario Argento.

Han har desuden gjort sig i musikvideoer som Madonnas "Deeper and Deeper" fra albummet "Erotica" og "Die Schöne und das Biest" med det hedengangne tyske band Rauhfaser.

Han har ofte været skurk i de flere end 200 spillefilm, han har medvirket i, siden han indledte filmkarrieren i 1966. Han har været med i talrige vampyr- og skrækfilm.

I 1990'erne havde Udo Kier biroller i store Hollywood-produktioner som "Ace Ventura: Pet Detective", "Armageddon" og "Blade".

Senest har han spillet med i den prisbelønnede film "The Secret Agent" fra i år. Wagner Moura, som har hovedrollen i filmen, vandt prisen for bedste skuespiller ved filmfestivalen i Cannes i 2025.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 23/11/2025 - 08:00

FAKTA: Skuespillerdatter har skabt sit eget navn

* 35-årige Rosalinde Mynster er autodidakt skuespiller.

* Hun har fået skuespillet ind med modermælken. Hun er datter af skuespilleret Karen-Lise Mynster og Søren Spanning.

* Rosalinde Mynster fik sin første hovedrolle i 2008 i dramaet "To verdener".

* Hun er søster til filmfotografen Jasper Spanning. Sammen stod bror og søster bag dokumentaren "Vores fars sol". Tidligere på året modtog de en Robert for filmen.

Kilde: IMDB.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 22/11/2025 - 10:00

FAKTA: Forstå din forskuds- og årsopgørelse

* Forskudsopgørelsen frigives i november og er en slags budget over dine indtægter og fradrag det kommende år. 

* Den bestemmer, hvor meget skat du skal betale. Du skal justere forskudsopgørelsen løbende, hvis dine forhold omkring løn, lån eller fradrag ændrer sig. 

* Årsopgørelsen frigives i marts og er regnskabet for det foregående år. Den viser altså dine reelle indtægter og fradrag. 

* Det er her, du kan se, om du skal betale restskat eller får udbetalt overskydende skat. 

* Indbetalinger på arbejdsgiveradministrerede og private ratepensioner bliver indberettet til Skat af din bank eller dit pensionsselskab. Du skal altså ikke selv skrive beløbene på din årsopgørelse.

* Hvis du er blevet beskattet af dine indbetalinger til en ratepension, vil det fremgå af årsopgørelsen. 

* Du kan vælge at overdrage pengene til en anden pensionsordning eller få det overskydende beløb udbetalt. Kontakt din bank eller dit pensionsselskab, og aftal det videre forløb.

* Både din forskud- og årsopgørelse finder du på Skat.dk. 

Kilde: Skattestyrelsen. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 22/11/2025 - 10:00

Få styr på din ratepension og slip for at betale skat to gange

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Der er en øvre grænse for, hvor meget du årligt må indbetale på en ratepension for at bevare fradraget. Sætter du flere penge ind, vil det koste ekstra i skat.

Du gør klogt i at være opmærksom på, hvor mange penge du hvert år indbetaler på din ratepension - en pensionsopsparing, der udbetales løbende, efter du er nået pensionsalderen.

Mange danskere, der sætter penge ind på en ratepension, kan risikere at betale dobbeltskat.

Knap fire ud af fem har nemlig ikke tjekket, om deres indbetalinger i år kommer til at overstige fradragsloftet.

Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for pensionsselskabet Sampension.

I 2025 kan du indbetale op til 65.500 kroner på en ratepension med fuldt skattefradrag.

Strømmer der flere penge ind, kommer du til at betale skat af det øvrige beløb.

Dermed betaler du både skat, når du tjener pengene, og når de udbetales som pension.

Problemet vil typisk opstå, hvis du har en ratepension i flere forskellige banker eller pensionsselskaber, fortæller chefrådgiver i Sampension Helle Dalsgaard.

- Der hvor nogle kommer i klemme, er, hvis man har skiftet pensionsselskab i løbet af året.

- Det kan for eksempel være i forbindelse med jobskifte, at man har fået en ny pensionsleverandør. I det tilfælde kan der ske en for høj indbetaling til ratepensionen, fordi man indbetaler to steder, siger Helle Dalsgaard.

Hvis du er ny kunde i et pensionsselskab og ikke overfører din opsparing fra din tidligere udbyder, har de ikke adgang til information om dine tidligere indbetalinger.

Det skyldes, at oplysninger hører under reglerne for GDPR, forklarer Helle Dalsgaard.

Og indbetaler du privat til en ratepension eller skifter du pensionsudbyder tæt på årsskiftet, bør du også have et ekstra vågent øje.

Det fortæller Louise Lebeck Lund, der er pensionsrådgiver i pensionsselskabet Danica.

- Lige nu er vi meget opmærksomme på, at det ikke er sikkert, at det selskab, man flytter fra, når at overføre pengene og dermed oplysningerne om, hvor meget man har indbetalt i år, siger hun.

Seneste opgørelse fra Skattestyrelsen viser, at 28.500 danskere indbetalte mere end beløbsgrænsen for ratepension i 2023.

Danskerne gik det år glip af næsten 239 millioner kroner i fradrag, hvilket svarer til cirka 8400 kroner per borger.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du indbetaler for meget, kan du ifølge Helle Dalsgaard ringe til dit nuværende pensionsselskab.

Du kan også ofte se det under din personlige side på dit pensionsselskabs hjemmeside, fortæller Louise Lebeck Lund.

Opdager du inden årsskiftet, at beløbet er for højt, kan du bede om at få pengene omfordelt.

- Så ringer man bare til det pensionsselskab eller den bank, man indbetaler til, og så laver vi en korrektion.

- Vi flytter det, der er indbetalt for meget, over på den livslange pension, hvor der igen er fradrag, siger Louise Lebeck Lund.

På en livsvarig pension er der ingen begrænsninger på, hvor meget du må indbetale for at få fuldt skattefradrag.

Pensionsselskabet har mulighed for at korrigere indbetalinger fra 2025 helt indtil den 19. januar 2026, fremgår det af pensionsbeskatningsloven.

Årsopgørelsen, der lander til foråret, vil afsløre, hvis dine indbetalinger for året har oversteget grænsen for dobbeltbeskatning.

Louise Lebeck Lund oplever dog, at mange ikke er opmærksomme på ratepensionsloftet, når de kaster det første blik på årsopgørelsen.

- Hvis man kun fokuserer på det grønne eller røde tal, så får man måske ikke læst nede i teksten, hvor der står, at x antal kroner er blevet ekstra beskattet, siger hun.

Løbet er dog ikke kørt, hvis du ikke når at reagere inden for skæringsdatoen, men det er bedre at være på forkant, lyder det fra Helle Dalsgaard.

Ellers kræver det, at du udfylder en blanket til pensionsselskabet og Skat - og så skal der ske en rettelsesindberetning til årsopgørelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek