Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kyiv, 18/01/2026 - 12:01

To personer meldes dræbt i massivt droneangreb i Ukraine

Det ukrainske militær meddeler ifølge Reuters, at der er blevet registreret 30 angreb på tværs af 15 steder.

Sofia Gatilova/Reuters

Af: /ritzau/

To personer er blevet dræbt, og flere andre er blevet såret i et massivt russisk droneangreb i Ukraine natten til søndag.

Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, søndag ifølge Reuters.

En 20-årig kvinde meldes dræbt i et angreb på Ukraines næststørste by, Kharkiv.

Ifølge Reuters står det ikke klart, hvor den anden person er blevet dræbt.

Rusland har ikke umiddelbart kommenteret de ukrainske meldinger om angreb.

Rusland og præsident Vladimir Putin har ifølge Reuters intensiveret en vinteroffensiv med angreb på ukrainsk energiinfrastruktur.

Zelenskyj siger, at regionerne Sumy, Kharkiv, Dnipro, Zaporizjzja, Khmelnytskyj og Odessa var mål for et angreb, der omfattede mere end 200 droner.

Det ukrainske militær meddeler ifølge Reuters, at der er blevet registreret 30 angreb på tværs af 15 steder i landet.

Store byer - herunder den ukrainske hovedstad, Kyiv - har den seneste tid oplevet strømafbrydelser og afbrydelser af varme.

Lørdag sagde Zelenskyj, at han har beordret, at importen af elektricitet og yderligere kraftudstyr skal fremskyndes. I Kyiv blev temperaturen natten til søndag målt til minus 16 grader.

Rusland har også intensiveret landets offensiv på slagmarken.

Ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass har ukrainske styrker mistet omkring 1200 personer i "den særlige militære operationszone" i løbet af de seneste 24 timer.

Det rapporterer det russiske forsvarsministerium ifølge Tass.

Disse tal er ikke uafhængigt bekræftet, og Ukraine har heller ikke umiddelbart kommenteret de russiske oplysninger.

De russiske angreb finder sted, efter at ukrainske forhandlere lørdag ankom til USA for at mødes med præsident Donald Trumps administration til samtaler om, hvordan den snart fire år lange krig kan få en ende.

Samtalerne ventes at dreje sig om sikkerhedsgarantier og genopbygning efter krigen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek