Hadsten, 03/08/2026 - 17:23
Favrskov Kommune aktiverer beredskabsplan efter sag om terrorforsøg
Kommunen hæfter sig ved, at politiet vurderer, at elever og ansatte tirsdag trygt kan møde op på skolen.
Af: /ritzau/
Favrskov Kommune aktiverer kommunens beredskabsplan og arrangerer informationsmøder i kølvandet på et formodet planlagt forsøg på terror mod Hadsten Skole i Østjylland.
Det skriver kommunen på sin hjemmeside.
- Politiet har betrygget Favrskov Kommune i, at der ikke er nogen fare på færde, og understreger, at Hadsten Skole kan holde åbent og fungere, ligesom den plejer, skriver kommunen.
Ifølge Favrskov Kommune er de anholdte ikke bosat i kommunen, og man har ikke viden om, hvorfor Hadsten Skole var målet for de anholdte.
Mandag eftermiddag blev to drenge på 16 år og en dreng på 15 år sigtet for forsøg på terror ved via onlineplatforme at have planlagt at såre eller dræbe flere personer på Hadsten Skole.
Det kom frem ved et grundlovsforhør mandag eftermiddag i Retten i Randers.
Ifølge Thomas Smidt, direktør i Børn og Kultur i Favrskov Kommune, var det en "voldsom information" for kommunen at få.
- Derfor er vi fra forvaltningen til stede på skolen fra i morgen tidlig, og vi er ved at arrangere informationsmøder på skolen i morgen, tirsdag, for både de ansatte og for skolens bestyrelse. På disse informationsmøder vil politiet også deltage, siger Thomas Smidt i meddelelsen.
RITZAU




