København, 29/06/2025 - 20:17
Dansk badmintonduo henter sin hidtil største sejr i USA
Amalie Cecilie Kudsk og Rasmus Espersen fik et mindre gennembrud med finalesejr i USA.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter en forrygende uge i USA sikrede Rasmus Espersen og Amalie Cecilie Kudsk sig søndag aften deres største fælles resultat i karrieren.
I finalen i Super 300-turneringen US Open vandt badmintonduoen med 21-17, 13-21, 21-10 over det thailandske par Ruttanapak Oupthong og Kwanchanok Sudjaipraparat, som er rangeret som nummer 18 i verden.
Selv sniger Rasmus Espersen og Amalie Cecilie Kudsk sig ifølge TV 2 Sport nu ind top-32 i verden.
Det er vigtigt, for hvis man er blandt de bedste 32 i verden, er man automatisk inviteret til de allerstørste turneringer på kalenderen.
Blandt andet derfor havde den danske duo masser at spille for, selv om US Open ikke er nogen specielt stor turnering.
Amalie Cecilie Kudsk og Rasmus Espersen fik samtidig lov til at dele godt 120.000 kroner mellem sig.
Det danske par fik en forrygende indledning på kampen og kom foran med 2-0 efter at have rørt bolden én gang.
Den rød-hvide defensiv stod knivskarpt, og thailænderne blev samtidig flyttet rundt på banen af et højt dansk tempo.
Thailænderne virkede en smule rystede, men fik så samlet sig og vandt seks bolde i træk, så den danske føring gik fra 16-5 til 16-11.
En forløsende smash fra Rasmus Espersen fik danskerne tilbage på sporet, og selv om det forblev en smule nervøst, så vandt de sættet.
Tendensen fortsatte i andet sæt, hvor danskerne helt tydeligt manglede den koldblodighed og det overblik, der følger med stor erfaring.
Thailænderne havde fundet troen på sig selv, og det stod hurtigt klart, at Kudsk og Espersen ikke ville komme i nærheden af sætsejren.
Men til tredje sæt var alt nulstillet, og pludselig var danskerne igen fuldstændig ovenpå. Kudsk og Espersen fik en drømmestart, og ved pausen var de foran 11-3.
Derefter byttede de to par point i stort set resten af sættet, og det passede danskerne fint, for det førte dem direkte til sejr.
/ritzau/