Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Sydney, 30/04/2026 - 05:25

Politi blev advaret om terrorangreb få dage før Bondi-skyderi

Jødisk gruppe fortalte mindre end en uge før masseskyderi i Sydney, at jødiske fejringer kunne være et mål.

Saeed Khan/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

Få dage før to bevæbnede mænd skød og dræbte 15 mennesker til en jødisk fejring på en strand i den australske storby Sydney, blev politiet advaret om, at et terrorangreb mod jøder var sandsynligt.

Det viser en foreløbig rapport fra en kongelig undersøgelseskommission, der efterforsker skyderiet.

En far og en søn er anklaget for at stå bag masseskyderiet på Bondi Beach, hvor de skød ind i en menneskemængde, som var på stranden for at fejre den første dag af den jødiske højtid chanukah.

Politiet har sagt, at mændene var inspireret af den militante bevægelse Islamisk Stat, og den australske regering har kaldt det for en terrorhandling mod jøder.

Angrebet fandt sted 14. december sidste år. Den ene gerningsmand blev skudt og dræbt af politiet, mens den anden blev såret.

Mindre end en uge før masseskyderiet sendte sikkerhedsorganisationen Community Security Group, der beskytter det jødiske samfund i Australien, en mail til politiet om, at de kommende chanukah-fejringer var i risiko for angreb.

- Et terrorangreb mod det jødiske samfund i New South Wales er sandsynligt, lød det fra organisationen.

Sydney ligger i den australske delstat New South Wales.

Politiet oplyste senere, at de ikke kunne stille med betjente, men ville sende politipatruljer for at "kigge forbi og overvåge arrangementet".

Adspurgt af journalister, om politiet havde svigtet ved ikke at overvåge chanukah-fejringen på stranden i Sydney tilstrækkeligt, sagde premierminister Anthony Albanese, at det var et anliggende for delstatsregeringen.

Albaneses regering har tænkt sig at gennemføre alle anbefalinger fra den australske undersøgelseskommission, siger premierministeren.

Kommissionen har fået til opgave at undersøge alt fra efterretningssvigt til udbredelsen af antisemitisme i Australien. Den konkluderer, at Australiens evne til terrorbekæmpelse kan forbedres.

Masseskyderiet har udløst en national selvransagelse om antisemitisme, vrede over manglende beskyttelse af jødiske australiere og løfter om at stramme våbenlovgivningen.

Det var det dødeligste masseskyderi i Australien i næsten 30 år.

/ritzau/AFP

TjekDet - faktatjek