Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Starbase, 25/07/2026 - 01:19

SpaceX-raket letter for 13. gang med nye satellitter om bord

Starship er natten til lørdag blevet opsendt fra Texas. Fra rummet skal den udsende 20 Starlink-satellitter.

Af: /ritzau/

Elon Musks rumfartsvirksomhed, SpaceX, har natten til lørdag opsendt raketten Starship på en ubemandet testflyvning fra Starbase i den amerikanske delstat Texas.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er den 13. test af Starship, der anses for at være den mest kraftfulde rumraket, der nogensinde er bygget.

Fartøjet er omkring 122 meter højt og består af det øverste Starship-astronautfartøj stablet oven på en Super Heavy-boosterraket.

Under testflyvningen, der vil vare omkring en time, skal en række af rakettens funktioner afprøves. Blandt andet vil Starship udsende omkring 20 nye Starlink-satellitter.

Omkring ti minutter inde i flyvningen, da Starship havde nået en hastighed på omkring 26.400 kilometer i timen, vendte Super Heavy-boosterraketten tilbage mod Jorden og ramte Den Mexicanske Golf hårdere end forventet, oplyser SpaceX ifølge Reuters.

Testflyvningen er SpaceX's første, siden virksomheden blev børsnoteret i juni.

Flyvningen skulle efter planen have fundet sted i sidste uge, men planerne blev udskudt i sidste øjeblik, da flere af rakettens motorer ikke ville starte.

RITZAU

TjekDet - faktatjek