Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/11/2023 - 10:00

Fransk stjerne og dansk DJ er første hovednavn på Tinderbox 2024

Tinderbox har offentliggjort 13 danske og udenlandske navne til næste festival i Tusindårsskoven.

Britta Pedersen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Festivalen Tinderbox byder i 2024 blandt andet på den franske stjerne David Guetta sammen med den danske DJ og producer MORTEN samt et gensyn med den canadiske sangerinde Avril Lavigne.

Det oplyser Tinderbox onsdag i en pressemeddelelse, hvor de offentliggør 13 danske og udenlandske navne til den kommende festival i Tusindårsskoven i Odense.

Og ifølge festivalchef Brian Nielsen er det navne, som favner bredt.

- Jeg synes, at vi kommer bredt rundt og omfavner mange af de forskellige genrer, der alle har et publikum på vores festival.

- Og desuden får præsenteret nogle nøgleartister, som på hver deres måde har haft betydning for forskellige generationer af gæster, siger Brian Nielsen i pressemeddelelsen.

David Guetta skal for første gang på dansk jord spille med den danske DJ og producerer MORTEN, som sammen går under navnet Future Rave. Den konstellation er første hovednavn, der er offentliggjort.

- Future Rave er en booking, vi har prøvet at lande i flere år, og at vi så bliver de første i Danmark til at præsentere det, glæder vi os meget over, siger festivalchef Brian Nielsen i pressemeddelelsen.

Derudover vender den canadiske sangerinde Avril Lavigne tilbage på scenen efter 16 år. Hun blev især kendt i 00'erne og er blandt andet kendt for sangene "Sk8er Boi" og "Girlfriend".

Flere danske navne vil også være med til at sætte gang i festivalen. Blandt de nye navne er blandt andre Guldimund, som de seneste år er blevet populær blandt det danske publikum.

Han er især kendt for sangen "Det' kun vigtigt, hvad det er" fra i 2023, som han blandt andet optrådte med på dette års Roskilde Festival.

Derudover har Tinderbox blandt andet offentliggjort navnene Benjamin Hav & Familien, Jonah Blacksmith, Pil, Suspekt og Tina Dickow.

Tinderbox vil frem mod sommer annoncere flere navne til festivalens fem scener.

Festivalen finder sted fra torsdag den 27. juni til lørdag den 29. juni 2024.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek