Dubai, 02/05/2026 - 17:12
Olietanker kapret ved Yemen og tvunget mod Somalia
Bevæbnede personer har taget kontrol med olietankskib og styret det i retning af Somalia, meddeler kystvagt.
Af: /ritzau/AFP
Et olietankskib er blevet kapret i Adenbugten ud for Yemens kyst lørdag og tvunget i retning af Somalia.
Det oplyser kystvagten i Yemen ifølge nyhedsbureauet AFP.
Skibet "Eureka" blev bordet af en gruppe bevæbnede personer, der "gik om bord, tog kontrol med det og derpå styrede det i retning af den somaliske kyst", meddeler kystvagten.
Myndigheden, der er knyttet til Yemens internationalt anerkendte regering, tilføjer, at den vil efterforske sagen.
- Tankskibets position er blevet fastslået, og der arbejdes på at overvåge det og træffe de nødvendige foranstaltninger i et forsøg på at generobre det og sikre besætningens sikkerhed, hedder det videre.
Det er ikke oplyst, hvor mange besætningsmedlemmer der var om bord, eller hvilken nationalitet de har.
Der er ikke umiddelbart nogen bekræftelse fra tankskibets ejer.
Ifølge hjemmesiden MarineTraffic er "Eureka" et tankskib, der sejler med olieprodukter under togolesisk flag.
I marts befandt skibet sig ifølge MarineTraffic i havnen Fujairah i De Forenede Arabiske Emirater.
Op gennem 00'erne var pirateri udbredt ud for Somalias kyst. Det toppede i 2011 med hundredvis af angreb.
Men siden fandt tallet markant på grund af internationale flådeindsatser og nye tiltag fra handelsflåden.
I de seneste uger er angrebene imidlertid steget igen, viser en rapport fra EU's flådemission ud for det konfliktramte østafrikanske land.
Operation Atalanta, som EU's flådestyrke for Somalia hedder, registrerede tre angreb i slutningen af april, oplyser dens informationsenhed, Maritime Security Centre Indian Ocean (MSCIO).
Siden 28. februar er skibsfarten i regionen også blevet forstyrret af USA's og Israels krig mod Iran.
Der er dog ikke umiddelbart noget, der tyder på, at lørdagens kapring er direkte forbundet med konflikten.
/ritzau/AFP




