København, 13/08/2026 - 16:19
Blå blok giver DF skylden for regeringssejr i Ceuta-debat
Dansk Folkeparti havde selv indkaldt til hasteforespørgslen, men manglede medlemmer ved afstemningen.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det vækker kras kritik fra de øvrige partier i blå blok, at Dansk Folkeparti er skyld i, at regeringen løber med en politisk sejr efter hasteforespørgslen om migrantstrømmen mod den spanske eksklave Ceuta for nogle uger siden.
Dansk Folkeparti havde selv stået for at indkalde til hasteforespørgslen onsdag, og torsdag skulle der stemmes om en vedtagelsestekst. Men fordi medlemmer fra partiet udeblev, fik regeringen flertal.
Det kritiserer De Konservative og Danmarksdemokraterne.
- Det er mildest talt uheldigt, og det er en fejl, som viser sig at have konsekvenser, i og med at regeringens tekst bliver vedtaget.
- Det er drønærgerligt, at Dansk Folkeparti ikke har styr på at stille med nok mand til afstemningen i dag, siger gruppeformand Mette Abildgaard (K).
Dansk Folkepartis folketingsgruppe har fået en "røffel" og står til at få endnu en af partiets gruppeformand, Alex Ahrendtsen.
Afstemningen endte torsdag meget overraskende med et flertal til regeringen på 54 stemmer for og 52 stemmer imod regeringens forslag.
Takket være manglende tilstedeværelse under afstemningen fra Dansk Folkeparti, som selv havde været hovedaktør bag hasteforespørgslen.
Ifølge partiet skyldes det sygdom, og at et medlem kom for sent til afstemningen. Det har Mette Abildgaard ikke prøvet før.
- Alle kan blive syge eller fanget i trafikken og så videre, men at der er tre, der ikke kommer, det har jeg simpelthen ikke oplevet i mine år på Christiansborg, siger hun.
Det er ikke godt nok ifølge Danmarksdemokraterne.
- Det er virkelig ærgerligt, at DF ikke havde styr på tropperne i den afstemning, hvilket førte til, at regeringen fik flertal for deres forslag. Det burde de ikke have fået.
- Det var en vigtig debat, hvor vi afkrævede, at regeringen skulle handle mere. Nu endte det med, at de fik flertal for deres svage kurs, siger ordfører Dennis Flydtkjær (DD) i en skriftlig kommentar.
Dansk Folkeparti havde udarbejdet en vedtagelsestekst med Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Borgernes Parti og det færøske parti Sambandsflokkurin.
Den skulle signalere enighed i blå blok, men kom slet til afstemning torsdag.
RITZAU




