Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Berlin, 05/08/2026 - 13:46

Fragtfly rammer ukendt objekt tæt på lufthavn i Tyskland

Trafikken i en del af Leipzig/Halle Lufthavn er indstillet, mens sprængstofeksperter undersøger drone.

-/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Et fragtfly ramte tirsdag aften et ukendt objekt tæt på Leipzig/Halle Lufthavn i det østlige Tyskland.

Efterfølgende fandt politiet en drone i området.

Det oplyser en talsperson for det tyske indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

Der er modstridende meldinger om, hvorvidt flyet skulle til at lande, eller om det netop var lettet fra Leipzig/Halle Lufthavn.

Ifølge talsmanden for indenrigsministeriet skulle flyet lande. Nyhedsbureauet Reuters skriver dog, at det lige var lettet.

- Flyet skulle være landet i Leipzig, men måtte så afbryde landingen, siger talspersonen på et pressemøde.

- Det kolliderede så med et objekt, lyder det videre.

Flyet, der tilhører fragtselskabet DHL, landede senere sikkert i lufthavnen i Hannover. Det har fået mindre skader på fronten.

Det tyske medie Bild skriver, at der er fundet en drone med sprængstoffer og en detonator på en landingsbane i Leipzig/Halle Lufthavn tæt på et parkeret ukrainsk fragtfly fra Antonov Airlines.

Detonatoren på dronen er dog defekt, har en undersøgelse vist ifølge Bilds oplysninger.

Politiet har over for AFP ikke ønsket at be- eller afkræfte, om der er fundet en drone med detonator og sprængstoffer.

Politiet oplyser, at det er i gang med at efterforske sagen.

Det er uklart, om dronen, der er fundet på landingsbanen, er det samme objekt, der ramte fragtflyet.

Den sydlige del af landingsbanen i Leipzig/Halle Lufthavn er lukket, mens sprængstofeksperter onsdag arbejder på stedet, oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Leipzig/Halle Lufthavn bruges jævnligt i forbindelse med transport af militærudstyr - både af Tysklands militær og landets allierede i forsvarsalliancen Nato.

Desuden fungerer lufthavnen som base for det ukrainske luftfartsselskab Antonov Airlines.

RITZAU

TjekDet - faktatjek