København, 28/08/2025 - 09:11
Arla øger omsætningen trods faldende salg af mærker som Lurpak
Priserne er steget, og det har sat Arlas salg af mærkevarer under pres. Men koncernen forventer bedring.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Geopolitisk usikkerhed og højere priser på mejeriprodukter har skabt et mere udfordrende marked for Arla Foods.
Det betyder, at mejerikoncernens salg af mærkevarer er faldet med 1,5 procent i første halvdel af 2025 sammenlignet med samme periode året før.
Alligevel stiger den samlede omsætning med 13 procent til knap 7,5 milliarder euro - næsten 56 milliarder kroner.
Det viser Arlas regnskab for første halvdel af 2025.
Arlas finansdirektør, Torben Dahl Nyholm, siger, at selv om salget af mærkevarer er faldet i den første halvdel af året, forventer han, at situationen vil blive bedre i anden halvdel.
- Med fortsat fokus og vores stærke brands er vi godt positioneret til at reagere på skiftende markedsforhold, og vi forventer, at væksten i mærkevarer vil være tæt på neutral for hele året, siger han i en pressemeddelelse.
Mængden af solgte mærkevarer er faldet med 1,5 procent i første halvår.
Det er især mængden af solgte varer af mærkerne Arla og Lurpak, som er faldet. Omvendt er mængden af solgte varer af mærket Starbucks steget.
Den samlede omsætning er især steget, fordi priserne er steget.
Højere salgspriser har bidraget med over 700 millioner euro til periodens omsætning.
I forbindelse med regnskabet præciserer Arla sine forventninger til årets omsætning.
Nu venter mejerikoncernen et samlet salg i spændet 14,7 til 15,2 milliarder euro, hvilket svarer til mellem cirka 110 og 113,5 milliarder kroner.
Dermed har Arla kurs mod et rekordår.
Også i de tre foregående år har Arla landet en trecifret milliardomsætning. I 2024 lød den på omkring 103 milliarder kroner.
Arla Foods er et resultat af en fusion mellem danske MD Foods og svenske Arla i 2000. Derfor kan det Arla, vi kender i dag, fejre 25-års jubilæum i år.
Siden fusionen i 2000 har mejerikoncernen købt yderligere op og etableret sig i blandt andet Storbritannien, Tyskland, Holland, Belgien og Luxembourg.
I juni stemte andelshaverne for en stor fusion mellem Arla Foods og tyske DMK Group. Fusionen vil skabe Europas største andelsmejerikoncern og skal videreføres under Arlas navn.
Selskaberne mangler dog stadig den endelige godkendelse fra konkurrencemyndighederne. Den forventes at være på plads i første halvdel af 2026, oplyser Arla.
/ritzau/