København, 27/06/2025 - 13:30
Bandemedlem skal blive bag tremmer i Hamas-terrorsag
Advokat for terrorsigtet 28-årig mand fra bande vil have spørgsmålet om fængsling behandlet i Højesteret.
ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En mand fra bandemiljøet skal fortsat sidde fængslet i en sag, hvor han er sigtet for at have deltaget i en plan om at købe tre droner, som den militante bevægelse Hamas skulle bruge til angreb i Danmark eller et andet land.
Det har Østre Landsret afgjort fredag.
Den 28-årige blev fængslet i sagen 19. maj efter et grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg, fordi en dommer mente, at mistankegrundlaget mod ham er begrundet.
Selv nægter han at have overtrådt bestemmelsen om terror i straffeloven.
Han kærede Retten på Frederiksbergs afgørelse og fik helt ekstraordinært tilladelse til at få spørgsmålet om fængsling behandlet i et fysisk retsmøde i landsretten.
Næsten alle sager om varetægtsfængsling i landsretten afgøres på skriftligt grundlag.
Først efter tre måneder kan man få et egentligt retsmøde, som kaldes mundtlig forhandling.
Men i retsplejeloven står også, at det kan ske tidligere i processen, når særlige grunde taler for det.
Retsmødet om hans fortsatte fængsling fandt sted tirsdag bag lukkede døre, og fredag har Østre Landsret altså afgjort, at han skal blive bag tremmer.
Kåre Traberg Smidt, der er advokat for den 28-årige, siger, at han er meget utilfreds med landsrettens afgørelse, og at man vil tage spørgsmålet om fængsling videre i retssystemet.
- I og med at der er så store forskelligheder mellem byrettens og landsrettens afgørelser, vil vi nu straks søge Procesbevillingsnævnets tilladelse til at kære til Højesteret, siger han.
Terrorsagen mod den 28-årige er blevet efterforsket af Politiets Efterretningstjeneste, PET, gennem længere tid.
Den 28-årige udpeges af Politiets Efterretningstjeneste til at være en ledende figur i den forbudte bande Loyal To Familia. Han har ifølge PET også forbindelse til Hamas.
Da PET sammen med flere politikredse gik i aktion og anholdt flere personer i en terrorsag i december 2023, var han blandt de mistænkte. Men han befandt sig i udlandet.
I december sidste år, altså efter et år, blev han så udleveret fra Libanon til Danmark.
Udleveringen skyldes en efterlysning fra politiet, der mener, at han er medskyldig i et dobbeltdrab ved supermarkedet Meny i Kalundborg i november 2020. Og det er på grundlag af denne sigtelse, at han siden slutningen af december sidste år har været varetægtsfængslet.
Siden maj har han også siddet fængslet i terrorsagen, hvor han er sigtet for at have deltaget, da der i 2023 blev bestilt tre droner over nettet til en pris på mere end 250.000 kroner.
Dronerne blev leveret til en adresse på Rentemestervej i København 7. november 2023, det vil sige præcis en måned efter Hamas' og andre gruppers angreb ind i Israel fra Gaza.
Men hvilket materiale, sigtelsen bygger på, og hvad den 28-årige selv forklarer, holdes fortsat hemmeligt.
/ritzau/