København, 07/06/2026 - 17:44
Novos Wegovy-pille runder tre millioner recepter på fem måneder
Lanceringen af Wegovy-pillen i USA har været en af de bedste lanceringer af lægemidler, vurderer analytiker.
Tom Little/Reuters
Af: /ritzau/
Fem måneder efter lancering har Novo Nordisks Wegovy-pille rundet tre millioner recepter på det amerikanske marked.
Det markerer "en af de stærkeste amerikanske lægemiddellanceringer målt på volumen nogensinde", skriver Novo Nordisk søndag i en pressemeddelelse.
Vægttabspillen blev sendt på det amerikanske marked 5. januar, og det har været en "meget stærk modtagelse". Sådan lyder det fra senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra AL Sydbank, der følger Novo Nordisk tæt.
- Som Novo også selv skriver, er det en af de bedste lanceringer af lægemidler nogensinde. Målt på antal udskrivninger er det den helt høje liga, siger han.
Ifølge den danske medicinalgigant udskrives størstedelen af de nye recepter til personer, der ikke tidligere er behandlet med GLP-1-produkter - heriblandt Wegovy.
- Derfor lykkes Novo med at udvide markedet, siger Søren Løntoft Hansen.
I sit kvartalsregnskab for årets første tre måneder hævede Novo Nordisk sine forventninger. I forbindelse med regnskabet fremhævede Novo Nordisk selv lanceringen af Wegovy-pillen.
- Novo har ikke selv sat et direkte tal på deres oprindelige forventning til pillesalget. Men de opjusterede kvartalsregnskabet, og det afspejlede meget vel den stærke modtagelse af Wegovy på pilleform, siger senioranalytikeren.
De tre millioner recepter på vægttabspillen er udelukkende på det amerikanske marked.
/ritzau/




