Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/02/2023 - 10:00

Huset i marts: Bank på din sokkel og hold øje med varmepumpepuljen

Den første forårsmåned kalder på, at du som husejer tager fat på udendørs reparationer og får styr på kommende renoveringsprojekter.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Foråret banker på, når kalenderen rammer marts. Og det mildere vejr gør, at du igen så småt kan begynde det udvendige arbejde på huset.

Som det første kan du sørge for at få tjekket, om der er sket nogle skader i løbet af vinteren.

Det kan være revner i facaden eller frostramte fuger omkring vinduerne, forklarer fagekspert i huseftersyn ved Videncentret Bolius Tine R. Sode.

- Mørtelfuger kan være revnede eller være faldet ud, gummifuger kan være blevet mørnede og sidder måske ikke ordentligt fast, siger hun og fortsætter:

- Der findes også nogle skumgummiagtige fuger, som kan være blevet stive i det og begynder at smuldre.

Derudover bør du finde ud af, om der er kommet revner i husets sokkel.

- Det kan du høre ved at banke på den, og hvis der kommer en hul lyd, er det et tegn på dybe revner, siger Tine R. Sode.

Hvis det er tilfældet, er det om at få udbredret skaden hurtigst muligt, så du undgår at få problemer med fugt i huset, understreger hun.

Har du en ønskeliste med forandringer, du gerne vil lave på dit hus, kan marts også være en oplagt måned at lægge en plan for at få dem ført ud i livet.

Sådan lyder rådet fra Morten Svarre Langner, der er seniortaksator i forsikringsselskabet Gjensidige.

- En del byggeprojekter er sat på hold hos mange storentreprenører på grund af den forsyningskrise, som krigen i Ukraine har skabt.

- Derfor er der måske nogle håndværkere, som pludselig har mulighed for at tage ordrer ind, siger han.

Tripper du efter at skifte gasfyret ud med en mere energivenlig varmekilde, kan du tjekke op på, om du kan få del i den varmepumpepulje, som Energistyrelsen åbner for på et tidspunkt i år.

- Vi ved ikke, hvornår den præcist kommer, men det skulle blive i marts. Men man kan allerede nu undersøge, om man har mulighed for at søge tilskud, lyder det fra Morten Svarre Langner.

Her er det vigtigt, at du laver et grundigt regnestykke, så du har en finansieringsplan på plads, inden ansøgningsdagen melder sig.

- Der er meget stor søgning til de her puljer, så det er om at være klar på tasterne og have læst op på tingene, siger han.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek