Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bern, 11/03/2026 - 00:31

Mindst seks personer mister livet i busbrand i Schweiz

Flere er i kritisk tilstand efter busbrand i det vestlige Schweiz. Det mistænkes, at den blev påsat med vilje.

Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Mindst seks personer har mistet livet efter en brand i en bus i det vestlige Schweiz.

Det oplyser schweizisk politi på et pressemøde, skriver det schweiziske medie SRF.

Ulykken er sket i Kerzers i kantonen Freiburg.

Fire andre passagerer er blevet såret, lyder det videre fra politiet, mens også en ambulanceredder er kommet til skade.

Tre af de sårede er i kritisk tilstand.

SRF skriver, at bussen gik i brand omkring klokken 18.25.

Ifølge nyhedsbureauet AFP siger politiet, at det skete på hovedgaden i den lille by, der ligger omkring 20 kilometer vest for den schweiziske hovedstad, Bern.

Politiet har efter branden indledt en efterforskning for at undersøge, om der er blevet begået en strafbar handling.

Myndighederne kan således ikke udelukke, at branden blev bevidst påsat.

- Politiet behandler for nuværende branden som menneskeskabt og muligvis også som en bevidst handling, siger Frederic Papaux, som er repræsentant for politiet i Freiburg, på pressemødet ifølge AFP.

Ifølge Reuters siger Papaux også, at det mistænkes, at det er en person, som var passager på bussen, der stod bag.

Det fremgår ikke, om vedkommende er blandt de omkomne eller sårede.

- Efterforskningen er i gang og vil afklare de nøjagtige omstændigheder ved denne tragedie, lyder det ifølge SRF i en pressemeddelelse, der er blevet udsendt af politiet efter pressemødet.

Ifølge nyhedsbureauet dpa har den schweiziske avis Blick bragt en melding fra et øjenvidne, der siger, at en mand inden branden hældte benzin ud i bussen, hvorefter han satte ild til sig selv.

Den melding har politiet dog ikke bekræftet.

På pressemødet siger politiet, at det endnu ikke er muligt at afgøre, om der kan være tale om en terrorhandling. Det sker som svar på et spørgsmål fra en journalist.

Dødstallet lyder på mindst seks, fordi politiet endnu ikke kan bekræfte det præcise antal lig, der er blevet fundet på stedet. Man er desuden i gang med at identificere de afdøde.

Billeder og video, som tidligere på aftenen blev sendt til SRF, viser en bus, der brænder kraftigt.

Ifølge dpa har brandfolk slukket branden, men bussen er fuldstændigt ødelagt.

Den tilhørte PostAuto, som driver flere rutebusser i mere afsidesliggende områder. Bussen var på vej til Kerzers fra Düdingen, der også ligger i kantonen Freiburg.

Ulykkesstedet er afspærret, og politiet har bedt offentligheden om at holde sig fra området, skriver SRF.

Det vil forblive lukket natten over.

SRF skrev inden pressemødet, at en tilskadekommen person var blevet fløjet fra Kerzers til universitetshospitalet i Zürich med helikopter.

Det står ikke klart, hvor mange passagerer der befandt sig i bussen.

I et opslag på det sociale medie X skriver Schweiz' præsident, Guy Parmelin, at han er chokeret over hændelsen.

- Omstændighederne undersøges. Jeg udtrykker min medfølelse til familierne til dem, der omkom i Kerzers. Og mine tanker går til de sårede og redningsarbejderne, skriver han.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek