Den dansk-amerikanske komponist og orkesterleder Marilyn Mazur er fredag død efter længere tids sygdom.
Det oplyser hendes ægtemand, Klavs Hovman, og søn, Fabian Mazur, i en mail til Ritzau fredag aften.
Mazur blev nok især kendt for i løbet af 1980'erne at være en del af den berømte jazzmusiker Miles Davis' band.
I foråret modtog hun Musikforlæggernes Ærespris for sin jazzmusik. Prisen gives til en dansk musiker, der har gjort sig særligt bemærket.
- Det er et helt naturligt valg at tildele Marilyn Mazur Musikforlæggernes Ærespris 2025. Hun har været aktiv musiker og komponist på meget højt plan igennem hele livet, lød det dengang fra bestyrelsesleder for Musikforlæggerne Ole Dreyer.
- Hun er uden sammenligning det fornemmeste danske kort på den globale jazzscene, sagde han videre.
Æresprisen er en af de 15 priser, der hører under Carl Prisen. Den uddeles årligt og hylder danske sangskrivere, komponister og tekstforfattere.
Derudover havde Marilyn Mazur sine egne grupper, herunder Future Song, Percussion Paradise og Marilyn Mazur Group. Førstnævnte turnerede rundt i Europa i 20 år, skriver familien.
I en årrække var hun desuden medlem af den norske saxofonist Jan Garbareks orkester Jan Garbarek Group.
Flere gange optrådte hun desuden med DR Big Band - blandt andet i DR Koncerthuset i København.
Som bandleder tæller diskografien blandt andet albummerne "Flow" og "Shamania", hvor sidstnævnte desuden er navnet på det band, hun dannede i 2015.
Marilyn Mazur blev 70 år.
/ritzau/