Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 31/01/2025 - 10:37

Seerredaktør kritiserer dele af TV 2-dokumentaren Den sorte svane

Berlingske-artikel kaster ifølge seerredaktør "uheldig skygge" over dokumentar med muldvarpen Amira Smajic.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Seerredaktør på TV 2 Lars Bennike kritiserer dele af produktionen af den meget omtalte dokumentar "Den sorte svane".

Det skriver fagbladet Journalisten på baggrund af seerredaktørens årsberetning.

Seerredaktøren fremhæver en artikel fra Berlingske 19. december 2024, der efter redaktørens vurdering kaster en "uheldig skygge over årets mest opsigtsvækkende og skelsættende dokumentar".

Artiklen beskriver, at tilrettelæggere havde en korrespondance med dokumentarens hovedperson, erhvervsjuristen Amira Smajic, om at få prominente navne "ned med nakken".

- Efter min vurdering er der stor og principiel forskel på at afdække begivenheder, når de finder sted - og så at arbejde på at få folk "ned med nakken", skriver seerredaktøren i årsberetningen.

Lars Bennike hæfter sig dog ved, at det er "alene i en mulig researchfase, at de pågældende har været nævnt".

Derudover henviser han til, at chefen for TV 2 Dokumentar i et svar til Berlingske har kaldt mediets dækning for "kategorisk forkert" og "med påstande opfundet til lejligheden".

Seerredaktøren mener dog, at Berlingske med sin artikel rejser "væsentlige spørgsmål om selve arbejdsmetoden med muldvarp/agent provocateur, som undertiden også anvendes i andre dokumentarer".

En agent provocateur er en betegnelse for en person, der tilskynder eller provokerer til at begå eller fuldbyrde en forbrydelse for at opklare denne.

"Den sorte svane" vakte stor opsigt, da den blev vist i maj 2024.

I dokumentaren afslører Amira Smajic, at hun i årevis har fungeret som bindeled mellem den kriminelle underverden og advokater og andre indflydelsesrige erhvervsfolk.

Dokumentaren har fået konsekvenser for flere af de personer, der optræder på de skjulte optagelser.

Det gælder blandt andre en advokat, der ifølge Advokatrådet er kommet med udtalelser, som strider imod god advokatskik.

En anden advokat, der også medvirkede i de skjulte optagelser, er blevet tiltalt for blandt andet hvidvask af flere millioner kroner.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek