Teheran, 28/04/2025 - 21:03
Dødstallet stiger til 70 efter havneeksplosion i Iran
Flere end 1000 mennesker er kvæstet efter lørdagens voldsomme eksplosion på central iransk havn.
-/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Antallet af døde efter en eksplosion i den iranske havneby Bandar Abbas er steget til 70.
Det siger en kriseberedskabsdirektør i den provins, hvor havnen lå, ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Desværre er dødstallet nået op på 70, og slukningsarbejdet er næsten i sine afsluttende faser, siger Mehrdad Hassanzadeh.
Myndighederne har sagt, at flere end 1000 mennesker er blevet kvæstet, skriver AFP. De fleste er ifølge kriseberedskabsdirektøren blevet udskrevet fra hospitalet.
Irans statslige tv viste mandag billeder af brandfolk, der stadig er i gang med at slukke flammerne. Sort røg stiger stadig op fra stedet, viser billeder fra Irans Røde Halvmåne ifølge AFP.
Eksplosionen skete lørdag i havnen Shahid Rajaee i det sydlige Iran. Det er Irans største kommercielle havn.
Lokale myndigheder har sagt, at flere containere eksploderede.
Eksplosionen var så kraftig, at den kunne mærkes og høres omkring 50 kilometer væk, rapporterede nyhedsbureauet Fars.
Søndag lød det, at mindst 40 mennesker havde mistet livet.
Irans præsident, Masoud Pezeshkian, har kaldt eksplosionen dybt beklagelig og har beordret episoden undersøgt.
Lørdag lød det fra Hossein Zafari, talsperson for Irans organisation for krisehåndtering, at det var kemikalier i containere, som var årsag til eksplosionen.
En talsperson for landets regering har imidlertid udtalt, at det endnu ikke er muligt at fastslå den præcise årsag til eksplosionen.
Mandag siger den iranske indenrigsminister, Eskandar Momeni, til statsligt tv, at eksplosionen blandt andet var forårsaget af "manglende overholdelse af sikkerhedsforanstaltninger og uagtsomhed", skriver AFP.
Han tilføjer, at efterforskningen fortsat er i gang.
/ritzau/