København, 12/06/2025 - 10:26
AaB sender startende højreback til Østrig
25-årige Kasper Jørgensen nåede 80 kampe i AaB-trøjen. Nu skifter han til Lask Linz i Østrig.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
AaB har solgt højreback Kasper Jørgensen til Lask Linz i Østrig.
Det skriver den nordjyske fodboldklub i en pressemeddelelse.
25-årige Jørgensen har været fast mand i flere sæsoner og spillet 80 kampe i den stribede AaB-trøje. Trods sin defensive position har backen i den anden ende leveret 11 scoringer og 9 oplæg.
- Kasper skal have ros for sit bidrag i sine to og et halvt år i AaB, men med et halvt år tilbage af kontrakten er der opstået en god mulighed for både klubben og for Kasper, siger AaB-direktør Michael Tuxen Boll.
Højrebacken kom til Nordjylland i januar 2023 fra Lyngby og har været med til to nedrykninger og en oprykning. Denne gang tager han ikke turen med ned i den næstbedste række.
- Resultatmæssigt var det selvfølgelig en ærgerlig måde at slutte på, men en stor tak skal lyde til staben, truppen, byen og fansene. Det har været fedt at spille for så stor en klub i Danmark, og jeg håber selvfølgelig, at AaB kommer tilbage, siger Kasper Jørgensen.
Lask har flere gange spillet europæisk fodbold i de senere år.
I seneste sæson spillede holdet Conference League, men Kasper Jørgensen kan ikke se frem til europæisk fodbold i den kommende sæson.
Lask endte i den netop overståede sæson i nedrykningsspillet i den østrigske liga, hvor holdet sluttede øverst og kvalificerede sig playoff om en europæisk plads.
Her blev det dog et nederlag i den afgørende kamp mod Rapid Wien fra mesterskabsspillet.
/ritzau/