København, 21/04/2023 - 07:38
Smidt ud af Nye Borgerlige: Nu er han DF'er
Morten Messerschmidt har bevæget Dansk Folkeparti i den rigtige retning, mener nytilkomne Rune Bønnelykke.
Af: /ritzau/
Rune Bønnelykke, der blev ekskluderet af Nye Borgerlige for partiskadelig virksomhed, skifter til Dansk Folkeparti.
Det skriver TV Syd.
Dermed skal Bønnelykke fremover repræsentere DF i byrådet i Vejle, hvor han efter sin eksklusion i slutningen af februar har været løsgænger.
Bønnelykke sad i Nye Borgerliges hovedbestyrelse, og han var kandidat til næstformandsposten ved Nye Borgerliges ekstraordinære landsmøde 7. februar.
- Jeg glæder mig utroligt meget til samarbejdet med Dansk Folkeparti - Morten Messerschmidt (DF) har sat Dansk Folkeparti i en retning, hvor jeg godt kan se mig selv, så vi ser frem til samarbejdet, siger Bønnelykke ifølge TV Syd med henvisning til DF's næstformand.
Bønnelykke blev ekskluderet i Nye Borgerlige 21. februar.
- Jeg er ikke medlem af Nye Borgerlige længere. Jeg er lige blevet ekskluderet for partiskadelig virksomhed. Jeg er ganske uforstående over for det, sagde han dengang.
Nye Borgerlige bekræftede, at Bønneløkke var blevet ekskluderet. Men partiet ville dog ikke kommentere yderligere med den begrundelse, at der var tale om en "intern sag".
/ritzau/