Arizona, 11/09/2026 - 21:09
L'Oréal anklages for at tie om kræftrisiko ved hårprodukter
L'Oréal har endnu ikke reageret på delstatens Arizonas beskyldninger om kræftrisiko ved hårglatningsprodukter.
Stephanie Lecocq/Reuters
Af: /ritzau/
Den amerikanske delstat Arizona har sagsøgt L'Oréal for at have skjult, at den franske skønhedsproducents produkter til hårglatning kan forårsage kræft.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
I søgsmålet anklages L'Oréal for at overtræde Arizonas lovgivning om forbrugerbeskyttelse ved at markedsføre produkterne uden at advare forbrugerne om den påståede risiko for kræft i æggestokkene og livmoderen.
- L'Oréal vidste - eller burde have vidst - besked om farerne ved disse giftige hårglatningsprodukter.
- Men i stedet for at advare forbrugerne prioriterede de profit højere end kvinders og børns sikkerhed. Det er uacceptabelt, og vi vil drage dem til ansvar for det, siger delstatens justitsminister, Kris Mayes, i en erklæring.
L'Oréal har endnu ikke svaret på Reuters' forespørgsel om en kommentar.
Men den franske producent har ifølge nyhedsbureauet tidligere udtalt, at virksomhedens produkter " gennemgår grundige sikkerhedsvurderinger", og at virksomheden er "overbevist om, at anklagerne er uden juridisk eller videnskabeligt grundlag".
I søgsmålet beskyldes produkterne for at indeholde " hormonforstyrrende stoffer, ftalater, parabener og andre kemikalier, der af føderale og internationale myndigheder er klassificeret som kendte eller sandsynlige kræftfremkaldende".
Ifølge nyhedsbureauet Reuters bruges hårglatningsprodukterne blandt andet af personer med afrohår.
Af søgsmålet beskyldes L'Oréal for at have "udnyttet århundreders socialt pres og diskriminerende skønhedsidealer, der påvirker mennesker af afrikansk afstamning, alt imens de har prioriteret profit højere end forbrugersikkerhed".
I søgsmålet kræves erstatning og økonomisk kompensation.
RITZAU




