Sao Paolo, 16/04/2026 - 01:11
Kupdømt brasiliansk efterretningschef løsladt af ICE i USA
En af Bolsonaros allierede blev i september idømt 16 års fængsel for statskup i Brasilien og flygtede til USA.
Af: /ritzau/
Brasiliens tidligere efterretningschef Alexandre Ramagem er blevet løsladt efter at have været tilbageholdt i USA.
Det oplyser Paulo Figueiredo, der er bosat i USA og er en af Brasiliens tidligere præsident Jair Bolsonaros allierede, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ramagem optræder ifølge Reuters heller ikke længere på de amerikanske immigrationsmyndigheders (ICE) hjemmeside over tilbageholdte personer.
Det har ikke umiddelbart været muligt for Reuters at fastslå hans nuværende immigrationsstatus i landet.
Det fremgår ikke, hvorfor han er blevet løsladt.
Paulo Figueiredo skrev ifølge Reuters på det sociale medie X mandag, at Ramagem var blevet anholdt for det, han betegnede som en "let trafikovertrædelse" i den amerikanske by Orlando i Florida.
Figueiredo sagde derudover, at anholdelsen ikke havde noget at gøre med Brasiliens anmodning om at få udleveret Ramagem fra USA.
Ramagem flygtede fra Brasilien i september, efter at han havde fået en dom for at have planlagt et mislykket statskup sammen med Bolsonaro.
Brasiliens højesteret idømte Ramagem 16 års fængsel for at have forsøgt at kuppe den nyvalgte præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, fra det brasilianske arbejderparti.
Bolsonaro selv blev idømt 27 års fængsel for kupforsøget.
Ramagem var chef for Brasiliens efterretningstjeneste under Bolsonaros præsidentembede fra 2019 til 2022.
/ritzau/




