Liverpool, 20/04/2022 - 09:05
Klopp efter ny ydmygelse af United: De vil slå tilbage
Liverpool har været klasser bedre end Manchester United i denne sæson. Det er blevet til sejre på 4-0 og 5-0.
Phil Noble/Reuters
Af: /ritzau/
Manchester United har sammenlagt tabt 0-9 til Liverpool i sæsonens to kampe i Premier League.
United tabte 0-4 til Liverpool på Anfield tirsdag aften, mens det tidligere på sæsonen endte 0-5 på Old Trafford.
Det er den dårligste akkumulerede indbyrdes statistik for United mod noget hold i Premier League.
Det er samtidig den næstdårligste akkumulerede indbyrdes statistik i hele Uniteds historie.
Cifrene er kun overgået af Sunderlands sammenlagte 11-0 over to kampe mod United i sæsonen 1892/1893.
Liverpool-manager Jürgen Klopp ønsker dog ikke at dvæle for meget ved den historiske ydmygelse af ærkerivalen.
- 9-0? Jeg er ikke interesseret i den slags. Det er noget for fansene, hvis de ønsker at fejre det. Jeg ved, at det ikke varer for evigt. United vil slå tilbage.
- Jeg er her ikke for at ydmyge modstandere. Vi gjorde, hvad vi skulle, siger Klopp ifølge dpa.
Den tyske træner mener, at United var svækket på midtbanen, hvor Scott McTominay og Fred var ude med skader, mens Paul Pogba udgik efter blot ti minutter.
- De spillede uden deres centrale midtbanespillere, og når du er i en svær situation, og Paul måtte udgå, så er det ikke nemt at spille mod os, siger Klopp.
United var også uden Cristiano Ronaldo, der var fraværende efter tabet af sin nyfødte søn.
I det syvende minut af kampen rejste alle tilskuere på Anfield sig op for at klappe og synge "You'll Never Walk Alone" som støtte til Ronaldo.
- Det var høj klasse i momentet. Alle vidste, hvad der var sket, og der er noget, der er vigtigere i livet end fodbold. Det var det moment i kampen, jeg elskede mest, siger Klopp.
/ritzau/